Den politiske ø-lejr måtte forgå, men Femøs kvindelejr vil bestå. For den har både formået at forandre sig og blive en erindringsmarkør, mener historiker.
Sarah Glerup, Rød+Grøn
Mens Staunings folkeferievisioner smuldrede, så en ny type politisk ferie dagens lys: Ø-lejren. Én af de ældste, kvindelejren på Femø, eksisterer endnu, men er den stadig politisk eller primært ferie?
– Kvindelejren har altid været en blanding, men da den blev grundlagt, var fokus klart politisk. Man skulle udvikle sig under opholdet, fortæller Anne Brædder, der er ph.d. i historie og ekspert i Femøs historie.
Bevidstgørelse og søstersolidaritet
I 1970 opstod de første politiske ø-lejre. Femø, hvis frugtavl var på retur, øjnede en mulighed og tilbød sig som vært til Kulturministeriet. Resultatet blev, at mindst 400 kvinder afholdt vistnok verdens første kvindelejr på øen i 1971. Det blev en stor succes, der toppede med hele 1.300 deltagere i 1976.
– Folk deltog forskudt over hele sommeren, som hurtigt blev inddelt i temauger. Nogle af dem tog emner op, for eksempel EF eller ligeløn – i de første år var det typisk de samme ting, som rødstrømpebevægelsen gik op i, forklarer Anne Brædder.
Kvindelejren var på det tidspunkt uløseligt forbundet med netop rødstrømpebevægelsen og opbygget på samme måde:- Man kopierede den organisatoriske struktur med basisgrupper, der kunne tage til fællesmøder i Kvindehuset, som var øverste, basisdemokratiske. På Femø hed det blot “teltgrupper” og “det store fællestelt” i stedet for.Som hos Dansk Folkeferie var fællesskab indlejret i den fysiske struktur med fællestelt i midten og sovetelte rundtom. De kvinder, der sov i samme telt, udgjorde en teltgruppe, og her havde man hver dag teltgruppesnakke.- Kvinderne talte i runder, delte livshistorier og hverdagsudfordringer. Pointen var, at man skulle opdage, at ens personlige problemer var kollektive; at ’det private er politisk’. Oplevelsen skulle både være politisk bevidstgørende og fordre søstersolidaritet mellem kvinderne, fortæller Anne Brædder.
Fra fællestelte til bivuakkerDa rødstrømpebevægelsen klingede ud fra slutningen af 70’erne, faldt deltagerantallet på Femø til mellem 600 og 900 kvinder. Organisatorisk set løsrev lejren sig fra rødstrømpebevægelsen.- Fra 1984 er det den uafhængige Foreningen Femø, der arrangerer lejrene. Men nogle af de gamle organisatorer er med i den nye forening, og man kommer fortsat i Kvindehuset, så overgangen er glidende, pointerer Anne Brædder.
I de år blev balancen ændret fra primært politisk fællesskab til mere individualiseret ferie, og det kan man spore i den fysiske indretning.- Lejren flytter fra havneområdet, hvor man havde en rund plads med det store fællestelt som omdrejningspunkt, til en aflang plads. Det er symbolsk, for samtidig bliver fællesskabet noget, kvinderne vælger til og fra. Flere begyndte at sove i små bivuakker i stedet for teltgruppetelte. Det blev af nogle opfattet som en trussel mod det kollektiv, der var baseret på teltgruppesnakke.En lavpraktisk grund til bivuakkernes fremmarch var, at kvindelejren i 80’erne blev domineret af lesbiske, som ønskede private rum til at dyrke sex og parforhold. I dag, hvor det er blevet almindeligt for lesbiske at få børn, vælger flere at sove i eget nylontelt med plads til at dyrke regnbuefamilien. Igen følges indhold og fysisk form ad.
Lesbiske reddede FemøFrem for at opfatte lesbiske som Femøs forvandlere, giver Anne Brædder dem selveste æren for kvindelejrens overlevelse.
– Der har altid været mange lesbiske, men i 70’erne var der også mange heteroseksuelle rødstrømper på Femø. I virkeligheden holdt sidstnævnte bare op med at komme. Havde det ikke været for de mange lesbiske, var lejren formentlig klinget ud med rødstrømpebevægelsen.Den politiske arv er stadig tydelig i sangbøgerne og debatterne, der er flyttet fra obligatoriske teltgrupper til “snakkegrupper”, som nu er en valgfri aktivitet på linje med kor og dans. I sin forandrede form har kvindelejren stået krisetiderne ud, mener Anne Brædder.- Femø følger feminismens bølger. I 70’erne stod de højt. I 90’erne nåede man helt ned på 200 deltagere over en sommer. I dag stiger interessen atter i takt med interessen for at diskutere køn. Kvindelejren er jo blevet en erindringsmarkør, som nutidens feminister vil opleve, og en lesbisk institution på niveau med Vela eller Priden. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at den bliver ved med at eksistere.