44 kandidater har fået lov til at opstille til Ukraines præsidentvalg den 31. marts. Det kalder ukrainske medier demokratiets triumf. Landets kommunister, socialister og marxister må imidlertid ikke stille op.
Aksel V. Carlsen
Blandt kandidaterne er en populær komiker, socialdemokrater, højreekstremister, samt et par milliardærer – herunder den siddende præsident, chokoladefabrikanten Petro Poroshenko. Ved hans registrering manglede der vigtige oplysninger om hans formue og faste ejendom, men valgkommissionen gav ham alligevel grønt lys.
Myndighederne godkendte også den 49-årige Ruslan Koshulynskij som fælleskandidat fra partiet Svoboba, C-14 og andre højreekstremister. I 2012 advarede Europa-Parlamentet mod Svoboda på grund af partiets racisme og antisemitisme. Disse højreekstremister spillede i februar 2014 en vigtig rolle i det statskup, der blev støttet af Vesten. Koshulynskij blev parlamentets næstformand, og Svoboda fik flere poster i den første kup-regering.
I 2015 blev Ukraines Kommunistiske Parti (KPU) suspenderet ved en domstol. Partiets anke ligger stadig hos Ukraines forfatningsdomstol. KPU’s lokaler har flere gange været udsat for hærværk og politirazziaer. Petro Simonenko, formanden for KPU, er nu afvist som kandidat af valgkommissionen trods aflevering af alle nødvendige dokumenter. Årsagen er, at KPU i strid med landets famøse kommunistlov ikke har ændret ideologi, navn og logo. Også formanden for “De Progressive Socialister”, Natalija Vitrenko, blev afvist, og den marxistiske gruppe “Borotba” kan ikke træde offentligt frem.
Bryder forfatning og hylder nazister
KPU havde forinden drøftet opstillingen. En del var imod, fordi den kunne ses som en blåstempling af Kiev-styret. Et flertal støttede dog Simonenkos opstilling for at udnytte en sjælden mulighed for at få adgang til landsdækkende medier og fremlægge partiets visioner om fred og social retfærdighed.
Simonenko kalder afvisningen af ham et brud på forfatningen, og KPU har appelleret beslutningen til den europæiske menneskerettighedsdomstol. Flere vestlige venstrepartier har fordømt forbuddet mod KPU’s opstilling.
Var Simonenko og Vitrenko blevet godkendt som kandidater, kunne Kiev-styret have brystet sig af at være åben for pluralisme og dermed leve op til “europæiske værdier”, som styret hylder. I stedet chikaneres venstrekræfter, mens ukrainske nazi-venlige kollaboratører fra 2. Verdenskrig er gjort til nationalhelte.
Kun få af valgets kandidater udtrykker den brede befolknings ønske om fred i Østukraine, selvom en oppositionsblok er kommet med realistiske fredsforslag. De fleste kandidater har en militaristisk holdning og vil føre krig til den bitre ende mod de separatistiske områder i Østukraine.