“Karadžic – den serbiske helt“. Det står der på en t-shirt, som bliver solgt i en bod på den travle handelsgade Knez Mihailova midt i Beograd. Når sådan en t-shirt overhovedet til salg, handler det om serbernes selvopfattelse: De er det stolte folk, alle andre hader.
Elsebeth Frederiksen
Serberne har mistet alt. Fra af være en del at Jugoslavien røg der flere og flere bidder af landet, og da Montenegro i 2006 endelig forlod fællesskabet, stod Serbien helt alene tilbage. Med mennesker, der har mange ar på sjælen. De har fået skylden for alt, og mange serbere anser sig selv som ofre. De mener selv, at de er brændt på vestens bål, uden nogen form for rettergang. De er bare kendt skyldige i manges øjne, fordi Serbien, da krigen i Eks-jugoslavien begyndte, var de stærkeste. De rådede over hæren og de fleste ressourcer, og når der blev rapporteret om krigen i vestlige medier, var det også ofte serbernes forbrydelser, det handlede om.Dyrker nationalismenDet er i dag meget naturligt for mange serbere at dyrke nationalismen. Det ses mange steder. Blandt andet på gaden med graffiti, hvor der med store bogstaver står: “Srbija”. Men det ses især hos politikerne. De fleste partier i Serbien befinder sig på den yderste højrefløj. De dyrker nationalismen og spiller på at være paria. At Vesten hader dem. På den måde gror hadet til andre lande og kærligheden til deres fædreland. Vesten er dem, der har smidt bomber i hovedet på dem, og har en dekadent livstil.Vesten har også anerkendt Kosovo. Det tilgiver mange serbere ikke. Kosovo er serbisk og skal forblive serbisk. Det står endda i den serbiske grundlov. Når så mange lande har anerkendt Kosovo som en selvstædig stat, gør det ondt på de serbiske politikere – men det hjælper dem også med at fastholde offerrollen overfor Vesten og deres vælgere. Selv partier, som befinder sig på venstrefløjen, kan ikke anerkende Kosovo.
– Vi kan ikke opgive Kosovo, det er en del af os, siger Branislav Jankovic, som arbejder for venstrefløjspartiet Levica Srbije.
– Hvis en politiker i Serbien snakker om at anerkende Kosovo, er det politisk selvmord, påpeger han.
For Levica Srbije er det ikke en stor sag, men for partier på den yderste højrefløj dyrkes denne holdning massivt. Det er en del af deres nationalistiske dagsorden, som også handler om dannelse af et Storserbien. Ja, det er der faktisk stadig et parti, SRS, der går ind for. Hele dets politiske program er bygget på nationalismen, og det er skræmmende læsning. Man skal ikke langt ind i programmet for at se, at alting er Vestens skyld. Globaliseringen er noget, djævlen har skabt, og den skal serberne holde sig langt fra. SRS er dog selv for serbiske forhold betragtet som ekstreme. Et andet parti, SNS, støtter medlemskab af EU; mest fordi Serbien på den måde kan få en bedre økonomi.
Ikke alle borgere er enigeHvis man spørger især de unge serbere om deres holdning til Kosovo, er den ofte anderledes end politikernes. “Vi bør anerkende Kosovo og komme videre”, er den altdominerende holdning. Den slår så bare ikke igennem, når der er valg i landet. Der stemmer borgerne stadig på de partier, som dyrker nationalismen. Nogle gange er det dog ikke frivilligt, men på grund af trusler eller bestikkelse.
Serbiens unge husker ikke krigen. De har heller ikke følelsen af skyld over de forbrydelser, som blev begået. De vil bare videre og være en del af vesten og væk fra rollen som paria. De vil være med i det gode selskab, med i EU.
Serbien kommer ikke med i EU foreløbigt, men de unge vil gerne have de samme muligheder som alle andre unge i EU. De vil rejse, arbejde og bo i EU og på den måde få et bedre liv. Langt fra nationalismen og fattigdommen i Serbien.