“Kravene til ledige og syge er efterhånden blevet så omfattende og så hårde, at de ofte står i vejen for, at mennesker, der af den ene eller anden grund er uden for arbejdsmarkedet, kan komme på fode. Derfor ændres reglerne øjeblikkeligt. Ulønnet tvangsarbejde og tvangsaktivering afskaffes. (…) det samme gælder tvungen ulønnet praktik for både dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere. Der vil fortsat være mulighed for selvvalgt praktik for arbejdsløse, der mener det vil fremme deres jobmuligheder.”
Uddrag af forslag nr. 4, “Opgør med, tvang, sanktioner og kontrol”
Begrundelse fra beskæftigelsesordfører Finn Sørensen:
Flere og flere kommer i virksomhedspraktik. I 2016 og 2017 så mange, at det svarede til mindst 25.000 fuldtidsjob – hvilket igen svarer nogenlunde til antallet af jobparate kontanthjælpsmodtagere. Kun ganske få kommer i arbejde efter endt virksomhedspraktik. Værst står det til i de koncerner, som er storforbrugere af virksomhedspraktik. Hos Dansk Supermarked og COOP bliver kun en ud af 30 ansat på deltid og en ud af 25 på fuld tid efter endt virksomhedspraktik. Samtidig har de to koncerner fået færre fuldtidsansatte voksne medarbejdere. Dansk Supermarked og COOP har hver omkring 1.200 fuldtidsjob besat hele året ved hjælp af virksomhedspraktikker. På den måde sparer de hver omkring 360 mio. kr. i lønudgifter – hvert år!
I dag er virksomhedspraktik altså en perspektivløs tvangsordning, som ikke hjælper ledige i job, men i stedet fortrænger ordinære job. Der er brug for en ny tilgang til ordningen, så den bliver et kortvarigt, frivilligt tilbud og et reelt redskab for den enkelte ledige.
Anmeldelse ved Maria Busch:
At afskaffe tvungen virksomhedspraktik er et nødvendigt modtræk til den nuværende ordning. Ikke kun fordi ordningen i dag står i vejen for, at ledige og syge kan komme psykisk og fysisk på fode, men også fordi den ofte direkte fremkalder psykisk og fysisk sygdom. Desuden undergraver den det ordnede arbejdsmarked, da det store udbud af ulønnet arbejdskraft gør det så meget sværere at få ordinært arbejde.
Det er ikke kun teori, men den levede virkelighed for et stort antal borgere på dagpenge og kontanthjælp. Jeg har mærket konsekvensen af den nuværende ordning på egen krop og sind. Som arbejdsløs kommunikationsmedarbejder på kontanthjælp blev jeg sendt i virksomhedspraktik som… kommunikationsmedarbejder.
Jeg arbejdede på lige fod med de ansatte, men fik kun kontanthjælp i “løn”. Da jeg endnu ikke havde afsluttet en af mine kerneopgaver, lokkede praktikstedet med en mulighed for job, hvis jeg forlængede min praktikperiode. Dagen efter, jeg underskrev den nye praktikperiode, ansatte praktikpladsen en anden kommunikationsmedarbejder.
Det åbenlyse bedrag og skuffelsen i kombination med følelsen af magtesløshed og den årelange fornedrelse, jeg har oplevet i systemet, sendte mig ud i en depression. Det gør noget grimt ved ens psyke, når man hver dag er fuldt bevidst om, at man graver sin egen grav ved at arbejde gratis. At man fungerer som løntrykker. At man kommer længere væk fra – ikke tættere på – det forjættede arbejdsmarked.
Jeg kunne dog ønske, at forslaget også indeholdt krav om, at frivillig virksomhedspraktik skal aflønnes som ordinært arbejde alt efter den enkeltes kvalifikationer. Har man få eller ingen kvalifikationer, skal man have voksenlærlingeløn, hvis den overstiger dagpenge- eller kontanthjælpssatsen. Er man fuldt kvalificeret, skal man have minimumsstartløn inden for faget.
Maria Busch har hele sit voksenliv arbejdet med kommunikation. I dag blogger hun “om det at bebo det øde og golde kontanthjælpsland” på beprettyplease.wordpress.com.