Syge flygtninge skal selv betale for tolkebistand

Af:

Regeringen vil i samarbejde med Socialdemokratiet genindføre et gebyr for tolkeydelser til alle, der har været i Danmark mere end tre år.

Emma Fleming, sundhedspolitisk rådgiver

Fremover skal det være op til sundhedspersoner at vurdere, om en persons sprogkundskaber er gode nok til at klare sig uden tolk. Hvis lægen eller sygeplejersken kræver en tolk, så skal enhver patient, der har været i Danmark i over tre år, selv betale for tolken. Uanset kvaliteten af tolkeydelsen, og uanset om patienten ønsker tolken eller ej.

I 2011 afskaffede SRSF-regeringen efter langvarigt pres fra Enhedslisten et lignende gebyr for folk, der havde boet i Danmark mere end syv år. Dengang var argumentet fra S, R og SF, at gebyret øgede uligheden i sundhed og var administrativt besværligt. Siden da har S vendt på en tallerken. Nu fejer de al kritik af lovforslaget til side og påstår, at gebyret er nødvendigt, fordi det vil motivere flere til at lære dansk.

Men der findes ikke en eneste undersøgelse, der viser, at nogle bliver bedre til sprog, når man gør det dyrere for dem at gå til lægen eller at komme på sygehuset. Tværtimod tyder mange undersøgelser på det modsatte. Der er solid dokumentation for, at psykiske traumer, psykisk sygdom, handicap, kronisk sygdom og PTSD kan påvirke hukommelse, koncentrationsevne og dermed sprogindlæring. Sygdom vil altså næppe motivere flere til at lære dansk. Sygdom gør det tværtimod sværere at lære dansk, uanset tolkegebyr.

Øger ulighed i sundhed

Det nye forsøg med gebyr på tolkeydelser vil ramme en af de mest udsatte grupper, øge uligheden i sundhed – og det vil ske mod bedre vidende. Den nye lov gør op med princippet om, at alle har lige ret til sundhed. For en tvungen udgift til tolkebistand kan betyde, at nogen mennesker ikke får råd til at opsøge den hjælp, de har brug for. Når de derfor ikke kommer til læge eller på sygehuset, så går de i længere tid med ubehandlede sygdomme. Eller de forsøger at klare sig uden tolk ved at lade som om, de forstår dansk, hvilket kan føre til fejlbehandlinger. I begge tilfælde risikerer de her mennesker at blive mere syge – og derfor at få sværere ved at lære dansk! Og det ved vi udmærket. Det var derfor, Enhedslisten sammen med netop SF, S og R afskaffede tolkegebyret i 2011. Tilsyneladende har S glemt det. Måske vil et politikergebyr motivere partiet til at blive bedre til at lære at huske?