Tilmeld dig kampagner

Af: Jakob Mathiassen - Faglig organisator i Enhedslisten

På Enhedslistens Landskontor vil vi gerne involvere medlemmerne mere i de politiske kampagner, som berører dem personligt. Derfor har vi brug for mere viden om dig.

Som mange af jer nok har opdaget, så blev medlemssystemet i mit.enhedslisten.dk opgraderet lige før sommerferien. Udover at du nu selv kan fastsætte dit kontingent, så er registreringen af dig også blevet udvidet. Du bliver nu bedt om at vælge mellem fire kategorier efter tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvis du er på overførselsindkomst, kan du registrere hvilken. Hvis du er studerende, kan du nu registrere den studie- og elevorganisation, du er tilknyttet.

En række fagforbund har fået en ekstra underkategori. Endelig så kan du registrere alle dine tillidsposter uden for Enhedslisten. Arbejdet med at forbedre medlemssystemet er ikke slut, og vi vil snart udvide med en tillidsvalgt- funktion, så du kan vælge mellem en række kategorier, såsom tillidspost i boligforeninger, patientforeninger, grønne organisationer og meget mere. Der er også andre ideer på tegnebrættet.  

Hvorfor vil Landskontoret registrere mig?

Formålet med denne opgradering af medlemssystemet er at gøre det nemmere for Landskontoret, folketingspolitikerne og lokalafdelingerne at involvere dig i de politiske kampe, som berører dig direkte. Og vi har allerede masser af erfaringer med at bruge det nye system til dette formål. Her kommer nogle få eksempler fra den seneste tre måneder:   Da 3F kastede sig ud i en faglig kamp for at få restaurantkæderne Brødrene Price og A Hereford Beefstouw til igen at tegne overenskomst, brugte vi den nye fagforbundskategori til at finde 3F medlemmer, som også er med i 3F´s Hotel og Restaurations gruppe, og inviterede dem med i kampen.   Regeringens kontanthjælpsudspil har vakt forargelse, og i samarbejde med beskæftigelsesudvalget har vi inviteret medlemmer, som har registreret, at de er på en overførselsindkomst, der vil blive berørt af reformerne, med i kampen.   Regeringen barsler med en folkeskolereform. I samarbejde med arbejdsmarkedsordfører Victoria Velasquez har vi inviteret medlemmer som har registreret, at de er medlem af DLF og Lærerstuderendes Landskreds, til at deltage i udformningen af Enhedslistens politik på området, og den kommende kamp.

Vi har brug for din hjælp

Vi er kommet godt i gang, men vi er kun lige begyndt. På Landskontoret arbejder vi fortsat med at forbedre medlemssystemet og få flere til at opdatere deres informationer. Indtil videre har 20% af Enhedslistens medlemmer gemt deres profil, efter de nye funktioner blev tilføjet, så der er lang vej igen. Det nye system er jo kun så godt som medlemmerne gør det til, og derfor beder vi om din hjælp. Vi vil bede dig om at gøre følgende:

  1. Log ind på mit.enhedslisten.dk – tryk rediger profil – rediger din profil – tryk gem til sidst. Se vores guide her: https://faglig.enhedslisten.dk/tilmeld-dig-til-kampen/
  2. Spred ordet blandt dine kammerater i Enhedslisten, på medlemsmøder og lignende.

Har du spørgsmål så kontakt mig på [email protected]