Valget i 2015 medførte et alvorligt skifte i dansk udviklingsbistand. Den langsigtede bistand beskæres, og danske egeninteresser og erhvervsliv sættes i front.
Christian Juhl, udviklingsordførerBlot tre måneder efter valget i 2015 og midt i en finanslovsperiode markerede regeringen klart sin retning: Voldsomme nedskæringer på 2,5 mia. kr. i udviklingsbistanden. De er fastholdt i finanslovene for 2016, 2017 og 2018.
Målet er at fjerne op mod 3 mia. kr. hvert eneste år. 0,7 procent af BNI skal tilsyneladende ikke være et minimum, men en overligger for udviklingsbistanden. Et så lavt bistandsniveau har vi ikke haft i Danmark siden 1983.Men Danmark har aldrig været rigere – og verden har aldrig haft så stor brug for vores hjælp. Derfor er det Enhedslistens mål at hæve udviklingsbistanden til 1 procent og supplere med en klimabistand på 0,5 procent af BNI.
Flygtninge skal ikke have udviklingsbistand
Globalt set er 65 mio. mennesker på flugt fra krige, kriser, sult, sygdom og naturkatastrofer. Mindre end 5 procent af dem kommer til Europa. Resten bor i flygtningelejre eller er internt fordrevne i deres hjemlande. FN vurderer, at bevillinger fra donorlandene dækker ca. 60 procent af, hvad en flygtning behøver for at overleve. Og hvad gør flygtninge, der ikke kan få det mest nødtørftige for at holde sig i live og en smule uddannelse til børnene? De søger mod bedre muligheder – langt de fleste i deres nærområder, mens en mindre gruppe søger mod Europa.Selvfølgelig skal vi hjælpe flygtninge, der kommer til Danmark, og dem, der bor i flygtningelejre – men ikke med penge stjålet fra den langsigtede udviklingsbistand! For netop den langsigtede udviklingsbistand kan forebygge selve årsagerne til, at mennesker flygter, så de i stedet kan leve, udvikle sig og få et godt liv dér, hvor de bor. Hovedfokus for dansk udviklingsbistand skal derfor være at bekæmpe ulighed, fattigdom og klimaforandringer globalt – og at understøtte fredelig og demokratisk udvikling. Kort sagt: Det skal være penge til langsigtede, forebyggende, strategiske indsatser. Det modsatte sker. Store dele af udviklingsbistanden bruges på flygtninge i Danmark, selvom regningen burde betales af indenrigsministerens kasse.
Støt civilsamfundet – ikke erhvervslivet
Samlet set modtager Afrika hvert år omkring 210 mia. kr. i udviklingsbistand. Men samtidig forsvinder hele 1.260 mia. kr. fra Afrika og videre til multinationale selskaber. Det er en konsekvens af en blanding af vestlige virksomheders skatteunddragelse, ulovlig udplyndring af naturressourcer og unfair handelsvilkår.
Den danske regering er varm fortaler for frihandelsaftaler. De fleste af dem skader udviklingslandene, først og fremmest ved at gøre det meget svært at komme ind på europæiske og amerikanske markeder. Samtidig udnytter multinationale selskaber muligheden for at få billige råmaterialer og billig arbejdskraft fra steder med begrænset regulering af arbejdsmarkedet og af miljøhensyn. Regeringens udviklingsstrategi, som alle partier på nær Enhedslisten stemte for, underbygger tendenserne. Strategien vil nemlig satse på danske virksomheder og EU frem for at forsætte den danske tradition for støtte til civilsamfundet og FN.
Forkerte prioriteter
Selvfølgelig handler ambitiøs udviklingsbistand ikke kun om, hvor mange penge, der gives. Det handler også om, hvor og til hvad pengene bruges. Regeringens strategi vil bruge udviklingsbistand på at tilbagesende migranter og som pressionsmiddel over for lande, der ikke vil tage imod tilbagesendte. Hertil kommer, at bekæmpelse af voldelig ekstremisme nu kan tælles med i udviklingsbistanden. Denne udgift klart dækkes af forsvarsministeriets budget
Værst er den grundlæggende skæve kurs i regeringens strategi: Selve grundpillen er dansk egeninteresse i forhold til sikkerhed, migration, vækst og frihandel. Det er ikke blot egoistisk og tilbageskuende. Det er simpelthen forkerte prioriteter i en verden, der har akut brug for bekæmpelse af ulighed, krig og fattigdom.