ANBEFALING: (U)lige for loven

En modvillig jurist fortæller om, hvordan mennesker bliver klemt i et system, hvor loven ikke er lige for alle og det kan koste en krig at få opmærksomhed og en retfærdig behandling.
Advokat Mads Pramming omtaler sig selv som den mest tabende jurist, der har det svært med både faget og branchen.

Af: Af Lole Møller, Rød+Grøns redaktion

Historierne om mennesker, der har været afhængig af støtte fra det offentlige system, hober sig op. Vi bliver mindet om sager, hvor det offentlige skulle have grebet ind, men vendte det blinde øje til. Mads Pramming spørger med rette om, hvorfor kommunen ikke passer bedre på sine børn, selvom underretningerne om overgreb har været talrige. Tænk på Brønderslevsagen, hvor børnene i årevis var udsat for sexovergreb. Eller på Godhavnsdrengene, eller på den ulovlige adoption af grønlandske børn og sterilisation af grønlandske kvinder.

Nogle af de mest uretfærdige sager, som Pramming har ført, vedrører fortolkningen af den 30.000 sider store sygedagpenge-lovgivning. ”Det er som at befinde sig i en Bermuda-trekant”, forklarer Pramming. Kommunerne sender igen og igen mennesker, der har tabt arbejdsevnen, på årelange arbejdsprøvninger på trods af lægeerklæringer, der fastslår, at arbejdsevnen er minimal. Mange sager, der ankes til Arbejdsskadestyrelsen, ender ofte med, at kommunens skøn bakkes op. Helt tilbage fra Enevældens tid er der en tradition for, at en myndigheds skøn ikke kan omgøres af en domstol. Pramming konkluderer, at det største retssikkerhedsmæssige problem er den manglende vilje til at trykprøve myndighedernes skøn juridisk. Det er en fejl i retssystemet, at domstolene ikke kan kontrollere, om myndighederne overholder loven. Mange af de sager, som Pramming har ført, er hjerteskærende uretfærdige. Helt grotesk er det, når der berettes om, hvordan Helsingør kommune lovede is til torsdagskagen, hvis socialrådgiverne fik lukket mere end 100 sygedagpengesager. Kommunerne har en risikofri økonomisk gevinst, mens borgeren løber hovedet mod en mur.

For Pramming gælder det om at rejse principielle sager, der kan rykke juridiske hegnspæle Det er en af grundene til, at Pramming også har ført sager for at beskytte whistleblowere, der har bragt vigtige sager til offentlighedens kendskab. Det gælder fx forsvaret for Bitten Vivi Jensen, der fik offentliggjort en hel stribe sager fra Frederiksberg kommune, og Anders Kærgård, fordi han kunne bevidne, at danske soldater så passivt til, mens irakiske soldater og civile blev sparket og tortureret. Han fik bødestraf for ikke at ville afsløre kilder og bliver derpå fyret fra militæret.

Når der på bogens cover står ”Advokat på de svages side”, så er det ikke tomme ord. Det bekræftes af forsvaret for forældrene til de somaliske piger, som påstås at have været sendt til Somalia for at blive omskåret. Eller sagen om Scandinavian Star, hvor Søfartsstyrelsens ansvar ikke er tilstrækkelig belyst. Eller fortolkningen af betleriloven, hvor det med Prammings ord virker oldnordisk af kriminalisere fattigdom.

En nødvendig bog for alle, der er optaget af retssikkerhed for samfundets svageste.