I slutningen af februar var der stor nervøsitet for, at USA ville lancere en militær intervention fra Venezuelas nabolande. Påskuddet var en “humanitær” intervention med nødhjælp for omkring 20 millioner dollars. Rød+Grøn har snakket med Niklas Zenius Jespersen, der er aktiv i “Hands off Venezuela” og i Enhedslisten.
Mikael Hertoft, Rød+Grøn
Den selverklærede præsident for Venezuela, Juan Guaidó, tog i februar til grænsen og holdt en tale. Hvordan blev den modtaget?
– Den begrænsede vold, der opstod, blev blæst op i verdenspressen. Både ved grænsen og i Caracas var hans demonstrationer små, og i det hele taget lykkedes højrefløjens aktion ikke særlig godt. I Caracas var der en moddemonstration med omkring 100.000 mennesker. Siden er der ikke sket så meget, og selvom EU anerkender Guaidó, har unionen sagt nej til en militær intervention.
Venezuela er i økonomisk krise. Hvorfor?
– Ja, der er en alvorlig økonomisk krise med høj inflation, som udhuler lønningerne og skaber varemangel. Inden krisen var Venezuela faktisk på vej til at udrydde sulten, men nu vokser den igen. Dog ikke nok til, at FN vil kalde det en humanitær katastrofe.
– Den økonomiske krise blev udløst af faldet i prisen på råolie. Venezuelas eksport er 90 procent olie, og Venezuela har verdens største oliereserver. Men der er dybere årsager til krisen. Mange af de penge, der bliver tjent i Venezuela, forsvinder ud landet. Borgerskabet finder det ikke profitabelt at investere, så mange fabrikker er lukket. Derfor har landet ikke kunnet bryde afhængigheden af olie gennem vækst i anden produktion. Den udvikling startede faktisk allerede, inden Chavez kom til magten i 1998. Endelig bliver krisen skærpet ved smugling af varer ud af Venezuela og salg af statsligt støttede fødevarer på det sorte marked.
Hvordan det?
– Staten køber fødevarer og sælger dem til under indkøbspris i officielle statslige supermarkeder og kommunale butikker og markeder. Men varerne bliver opkøbt af bagmænd, som så sælger dem på sortbørsen eller smugler dem ud af landet.
– Krisen er blevet helt akut nu gennem USA’s og Bank of Englands beslaglæggelse af 20 milliarder dollars og guld. Det er Venezuelas penge, så det er latterligt, at man giver 20 millioner dollars i nødhjælp til “humanitær intervention”.
Hvad karakteriserer Maduro og hans regering?
– Maduro er en demokratisk valgt præsident. Han er blevet valgt to gange. Venezuela er ikke et militærdiktatur.
Men var de to valg reelle og demokratiske?
– Ja. Der var en oppositionskandidat, selv om ikke hele oppositionen bakkede op om ham. Der er anklager om valgsvindel, som ved alle valg i Venezuela, men der er ikke nogen, der har fremlagt beviser på valgsvindlen.
– Der var en stemmedeltagelse på omkring 50 procent i maj 2018, svarende til 9 millioner. Det er et markant fald i stemmedeltagelsen. Under Chavez var højdepunktet, da 15 millioner afgav deres stemmer. Maduros genvalg kom i hus ved et valg med lavere deltagelse – men ikke så lav, at det gør valget ugyldigt. Maduro har større opbakning i sin befolkning end præsidenterne Trump i USA, Macron i Frankrig og Bolsonaro i Brasilien.
Men regeringen tabte et parlamentsvalg?
– Ja. I 2015 var der et parlamentsvalg, hvor oppositionen fik cirka to tredjedele af stemmerne – det eneste valg, den har vundet i tyve år. Det var udtryk for en stærk utilfredshed over økonomien. Men den nye parlamentsforsamling har ikke gjort meget for økonomien og har derfor mistet opbakning – i endnu højere grad end Maduro, som heller ikke er populær. Der er en stor diskussion om parlamentets legitimitet, og der er en magtkamp mellem parlament og præsident.
Hvad karakteriserer den politiske situation i Venezuela?
– Den afspejler en revolution, der kun er halvt gennemført; den gamle struktur eksisterer parallelt med en ny struktur. Hæren er stadig en grundlæggende borgerlig institution – og det gælder endnu mere politiet. Men der er udviklet reservestyrker, som mere er en slags militser af arbejdere, bønder og studenter, som får militær træning. Det er mange mennesker, vi snakker om, heriblandt de mest radikale dele af den chavistiske bevægelse. Staten er en blanding af radikalt demokratiske styringsformer og traditionelle borgerlige former – med topstyring og ikke sjældent korruption. Dele af økonomien er baseret på kollektiv ejendom – andre dele kører videre på borgerlig vis.
Hvad gør venstrefløjen i landet?
– Venstrefløjen opfordrer til gennemførelse af arbejderkontrol og direkte demokratiske valg til statslige ledelsesposter i økonomien. Men Maduro er gået væk fra forsøg på arbejderkontrol og over til at udpege ledere ovenfra, som i mange borgerlige lande. Maduro hører til den mest moderate del af Chavez’ revolution. Regeringen har i årevis prøvet at forbedre forholdet til højrefløjen og til USA, og den vil gerne forhandle.
Er der noget, der tyder på, at Guaidó vil forhandle?
– Nej. Guaidó har sagt, at han kun vil forhandle, hvis Maduro går af.