Vi er inspireret af europæiske venstrebevægelser

Af:

Det er ikke kun Enhedslisten, der har følt, at tiden var inde til at fremlægge mere omfattende programmer for en ny, progressiv politik. Som følge af det politiske opbrud i Europa, der fulgte i kølvandet på finanskrisen, har en række nye og gamle venstreorienterede partier oplevet stor vækst og nogle steder muligheden for at bryde gamle partiers magtmonopol.

Sarah Glerup, Rød+Grøn

Partier som Podemos i Spanien og Storbritanniens Labour (under ledelse af venstreorienterede Jeremy Corbyn) har udarbejdet grundige programmer for, hvad en regering med dem i spidsen ville gennemføre af politiske forandringer, hvis vælgerne gav dem muligheden for at regere.

Der har – ligesom det gælder for Enhedslistens program – typisk været tale om meget konkrete, realistiske og handlingsorienterede programmer, der præsenterede de første, men vigtige skridt for at gøre op med den nyliberalistiske politiske kurs, som både højreorienterede og socialdemokratiske regeringer har ført. Programmerne har spillet en vigtig rolle i forhold til at få mennesker engageret og få troen på, at politik kan gøre en forskel og ikke behøver at være et valg mellem nuancer af nyliberalisme, genetableret.

Programmerne har været forskellige både i indhold og form. Mest spektakulært hos Podemos, som udgav deres valgprogram i et layout, der til forveksling lignede et IKEA-katalog.

Podemos: Et valgprogram, alle kan læse

Op til valget den 26. juni 2016 udgav det spanske venstrefløjsparti Podemos et program ud over det sædvanlige: De 192 sider var stylet som et IKEA-katalog for at appellere til vælgere, der ikke normalt interesserer sig for politik.

Partiets kandidater var fotograferet i IKEA-lignende omgivelser, men i stedet for nye møbler, gjaldt tilbuddene en ny politik. Så vidt muligt matchede rum og politikområde – f.eks. blev den grønne politik beskrevet på et opslag med en frodig terrasse. Hovedforslagene var opsummeret i punkter á la specifikationerne på et IKEA-køkken.

Labour Manifesto: En fair chance til alle

I maj 2017 sprang Labour frem i meningsmålingerne, da Jeremy Corbyn lancerede et 128 sider langt manifest med konkrete forslag til en ny og mere solidarisk britisk politik.

Ved selve lanceringen, der fandt sted i den mellemstore by Bradford nær Leeds, fremhævede han en række af hovedforslagene, herunder at introducere en britisk mindsteløn på 10 pund, at afskaffe uddannelsesgebyrer, at bygge en million boliger, universelle daginstitutioner for de 2-4-årige og at øge skatten for de rigeste fem procent af befolkningen.

– Vores manifest er en plan, der skal give alle en fair chance i livet, fordi vores land kun vil klare sig, når alle klarer sig, forklarede Corbyn om manifestet.

Syrizas 40 punkts program: Revolutionær omfordeling

I forbindelse med Syrizas valgsejr i Grækenland i 2015 fremlagde partiet en såkaldt 40 punkters plan for, hvordan de ville regere.Blandt forslagene fandt man f.eks. at hæve indkomstskatten til 74 procent for alle indtægter over 500.000 euro (punkt 3), at sikre gratis sundhedspleje til arbejdsløse, hjemløse og lavindkomstgrupper (punkt 14) og at nationalisere bankerne (punkt 18).