I dag regner vi den ferie, der blev til lov i 1938, for en selvfølge, men den krævede massive arbejderkampe at gennemføre. Derfor bør vi tage ferie alvorligt, mener historiker Margit Vilstrup.
Sarah Glerup, Rød+Grøn
Sommerferien har indfundet sig på Arbejdermuseet, og jeg må zig-zagge mellem skolefri børn, der tester fordums legetøj og virker imponerende upåvirkede af hedebølgen. Selv bliver jeg lettet, da museets samlingschef Margit Vilstrup foreslår, at vi sætter os udenfor i skyggen. Lige ved siden af en statue af Lenin, som virker kolossal i den lillebitte baggård til en af verdens ældste arbejderforsamlingsbygninger, der har dannet rammen om mange politiske kampe. Én kamp, få tænker over i varmen, er kampen for den ferielov, der fylder 80 år i år.Den moderne forestilling om “ferie” er faktisk ikke meget ældre, fortæller Margit.- I 1700-tallet eksisterede ideen om at adskille arbejde og fritid slet ikke hos den brede befolkning. Over 80 procent boede på landet, og man fulgte bare naturens rytme. Men med industrialiseringen blev tid noget andet. Man fik mødetider at tilpasse sig, men også en fyraften at disponere over. På den måde opstod idéen om, at der kan findes noget uden for arbejdslivet.
Faglig kamp forud for ferielovenKravet om fritid var fra starten centralt i den arbejderbevægelse, der i Danmark blomstrede frem i 1870’erne.- På det tidspunkt arbejde man 12-14 timer om dagen, syv dage om ugen, og derfor handlede det primært om at få arbejdstiden ned. Da man i 1890 for første gang afholdt 1. maj, stod 8-8-8-parolen – otte timers arbejde, otte timers fritid, otte timers hvile – øverst på dagsordenen. Og gradvist lykkedes det faktisk at få nedsat arbejdstiden. Først i 1919 til de ønskede otte timer, men allerede i 1891 havde en stor del fået søndagsfri. Det blev startskuddet til forestillingen om fritidsliv for arbejderklassen.
Efterhånden begyndte krav om decideret ferie med løn at fylde i fagforeningerne. Arbejdsgiverne afviste det blankt, fordi de så det som skjult lønforhøjelse og skadeligt for konkurrenceevnen. Alligevel dukkede ferie op i enkelte overenskomster.- En række offentligt ansatte havde ferie. På det private område begyndte ferie også så småt at dukke op, men det var højst en uge om året, forklarer Margit.Selvom Socialdemokratiet var regeringsbærende fra 1924, blev den parlamentariske vej først farbar, da man også fik flertal i Landstinget i 1936.- Ferieloven var noget af det første, man tog fat på, for vi var bagud her. Sverige, Finland og flere andre europæiske lande havde for længst fået ferie ved lov. I praksis havde næsten to tredjedele af de danske arbejdere nu også fået ferie, bare via deres overenskomst. Det er en vigtig pointe, at en socialdemokratisk regering ikke bare satte sig ned og vedtog ferie fra oven. Det var en stærk fagbevægelse, der vandt sejrene først. Overenskomsterne gik foran, og efterhånden kom lovgivningen med, og sådan har det faktisk været med alle efterfølgende forbedringer af ferieloven.
Danmarks første ferielov blev vedtaget 13. april 1938 og gav ret til to ugers ferie med løn. Det var banebrydende, selvom Margit tilføjer, at det er en sandhed med modifikationer, at alle fik ferie.- Loven sikrede for eksempel ikke ferie for landarbejderne, der hørte ind under medhjælperloven, som er en revision af tyendeloven fra 1921. Her kom der først en formulering om ferie med i 1961!
Ferie – et oplysningsprojektFerieloven blev født i et årti præget af arbejdsløshed, og i tråd med Nyrups forældreorlovsordning mente arbejderbevægelsen, at det at give ferie til nogen, åbnede døren for andre til arbejdsmarkedet. At nedbringe arbejdsløsheden var dog ikke hovedargumentet for at lovgive om ferie. Visionen handlede om “øget folkesundhed, øget arbejdsglæde og øget forståelse af menneskeværdi,” som tidens socialminister Ludvig Christensen udtrykte det.- Der var et ønske om at give folket bedre menneskelige vilkår. Allerede i 20’erne skrev Stauning om behovet for at udvide undertrykte arbejderes horisont: “Frisk luft, nye indtryk, nye kammerater giver videre horisont, nye impulser og grundlag for udveksling af den kultur, som er en livsværdi,” skrev han. Ferie var altså en del af de store tanker om demokrati, om at få arbejderne til at føle sig som mennesker med værdi, frihed og indflydelse på sit samfund, forklarer Margit.
Når målet var oplyste, lykkelige, selvstændige arbejdere, duede det selvfølgelig ikke, at de drak den nyvundne ferie væk.- Umiddelbart efter vedtagelsen af ferieloven skal Stauning have sagt: “Det nytter ikke, at vi giver arbejderne ferie, hvis vi ikke giver dem mulighed for at holde ferie.” Derfor nedsatte man et udvalg med arbejderbevægelsens spidser, der skulle gøre noget ved det såkaldte “fritidsproblem”: Hvordan kunne man sikre, at arbejderne brugte deres fritid på en meningsfuld måde?
Fra folkeparker til Dansk FolkeferieBekymringen udsprang måske af den fritidskultur, der fulgte med søndagsfri. En enkelt fridag var ikke nok til at rejse væk, så i stedet opstod dyrehaver og forlystelsesetablissementer for arbejderne rundt omkring i København.- Dyrehaven i Klampenborg, der tidligere var borgerskabets rekreationssted, fik en helt ny stemning, for nu blev den også populær hos de her arbejdere, som var mere højlydte og havde en noget andet kultur. Men der var på det her tidspunkt også mange andre parker, hvor man kunne skyde i skydetelte, spise madpakker og hygge sig med kone og børn. For nogle kammede det selvfølgelig over i druk og ballade. Meget af det, vi ved om folkeområderne, har vi faktisk fra politirapporter! griner Margit.Stauning ville hellere have arbejderne ud af byen.- Arbejderbevægelsens fritidsprojekt var også et naturprojekt, for man havde en idé om, at sunde mennesker skulle ud i naturen og væk fra byens baggårde. Og der skal man jo huske, at København var noget helt andet i 1938 end i dag.Hun gestikulerer omkring os. Murene tårner sig op, så der kun er et lille stykke sommerhimmel at få øje på øverst.- Arbejdermuseets baggårde viser meget fint, hvor trangt der var. Og dengang var det slum. Der var beskidt og ildelugtende. Så at komme ud i naturen var en kæmpe oplevelse.
Dansk Folkeferie blev konstitueret som kooperativt andelsselskab i oktober 1938 for at løse fritidsproblemet.- Det blev en øjeblikkelig succes. Allerede i 1939, hvor de åbnede deres første kontor, rejste mere end 150.000 danskere på en form for ferie med dem. For Dansk Folkeferie var billigt, men der var ikke pladser nok. Vi har nogle fantastiske billeder fra krigsårene, hvor folk flere år i træk lå og sov i kø hele natten op til 1. april, hvor kontoret åbnede.I starten arrangerede Dansk Folkeferie hovedsageligt cykelferier og endagsbusture, men i løbet af nogle år oprettedes feriebyer langs de danske kyster. Her kunne man til billig penge leje et minihus med eget køkken.- Det gode ved folkeferiebyerne var, at til forskel fra på hoteller, så kunne man selv lave mad og dermed styre sine udgifter. Men kritikken lød så også fra starten, at ferien ikke blev for husmoren, der jo stadig skulle kokkerere og sørge for børnene, påpeger Margit.
Charterrejser og parcelhuskulturDansk Folkeferie findes stadig, men i en stærkt amputeret udgave. I 90’erne blev de kritiseret for at være konkurrenceforvridende, så nu har de kun Helsingør Ferieby henvendt til socialt udsatte og et feriecenter på Malta, der kører på normale forretningsvilkår.Feriecentret på Malta kom til, fordi danskerne i forlængelse af det økonomiske opsving sidst i 50’erne fik råd og lyst til at holde ferie længere væk.- Med boomet begynder folk at kunne købe små biler og køre ud. Bilerne ændrer markant måderne at holde ferie på, fordi mobiliteten blev øget. Samtidig åbnede det op for en mere individualiseret ferieform, hvor man helt selv kan vælge tempo og rejsemål, forklarer Margit.En af de nye ferieformer, der blev populær i 60’erne og især 70’erne, var charterrejserne.- De var nu også fællesskabsorienterede, i hvert fald de første årtier, for det var selskabsrejser. Men de var mere fokuseret på rejsefællesskabet end på det klassefællesskab, der var en pointe hos Dansk Folkeferie. Med velstandsstigningen gled tanken om, at man har et fællesskab baseret på fælles levevilkår, på mangelkultur og trange baggårde, i baggrunden. Folk flyttede til forstæderne, hvor der kom nye fællesskaber, men også mere individualisering. Det er ikke tilfældigt, at private sommerhuse blev populære i samme periode. Det var jo mini-parcelhuse med alle bekvemmeligheder.Hvad ville Stauning sige?I dag er ferietendenserne mere blandede end nogensinde. Der er stadig charterrejser og sommerhuse, men også kulturelle storbyture, klatreferier, politiske højskoler og “glamping”, som er camping i luksusudgave. Og så er der den gruppe, der altid har været størst, nemlig dem, der bare holder ferie hjemme.
Uanset hvad er er der ingen tvivl om, at samfundet har ændret sig siden ferielovens fødsel.- Jeg har tit spekuleret over, hvad Stauning ville sige, hvis han i dag kunne se, hvad der er blevet af hans store projekt med arbejderferier. Hvordan ville han synes, vi forvalter hans arv? Han ville nok ærgre sig over, at så lidt af idealet om det oplyste menneske har overlevet. Altså, de flestes ferier handler selvfølgelig stadig om glæden ved at opleve noget nyt, selv hvis det er ’All Inclusive’ i Tyrkiet. Det med at få en større horisont og møde nye mennesker ligger der vel stadig et eller andet sted. Men det er på et individniveau, ikke på bevægelsesniveau, påpeger Margit.- Til gengæld er det spørgsmålet, hvad teknologien gør ved vores ferier. Vi kan alle sammen tjekke arbejdsmail og tage arbejdstelefoner i ferien. Nogle får det påduttet, andre kan bare ikke tage sig sammen til at slukke mobilen og trække stikket til de sociale medier. Og dér ville Stauning nok være kritisk og sige, at vi er nogle små tosser, der burde tage vores fritid mere alvorligt.