Coronakrisen har om noget vist værdien af et offentligt finansieret sundhedsvæsen med lige og fri adgang. Hvor det er den sundhedsfaglige vurdering og ikke pengepungen, der afgør din mulighed for behandling.
Peder Hvelplund, sundhedsordfører
Vi behøver blot at kaste et blik ud i verden for at se, hvordan
konsekvensen af et privatiseret sundhedsvæsen ser ud. I USA oplever man
stigende social uro, fordi den store del af befolkningen, der ikke har adgang
til de forsikringsbaserede sundhedsydelser, er den samme del, som bliver
hårdest ramt af coronavirus. Jeg talte for nyligt med en dansk-amerikaner, som
var klar våbenmodstander, men hvor man nu i husstanden havde hamstret våben,
fordi man imødeså borgerkrigslignende tilstande.
Det er blot et billede på hvad den grundlæggende samfundsstruktur betyder for
hvordan vi kan modstå en krise.
En pandemi var ventet
Har vi så i Danmark, selv med et offentligt finansieret sundhedsvæsen, været tilstrækkeligt rustet til at imødegå en pandemi, som Covid-19? Det korte og korrekte svar er: Nej! Allerede i 2008 lavede Beredskabsstyrelsen en udgivelse om konsekvenserne af en pandemi, der rammer Danmark. Vurderingen var dengang, at det med stor sikkerhed ville ske indenfor de nærmeste år. Det er stort set en 1:1 beskrivelse af det scenarie, vi oplever nu.
Alligevel har vi et sundhedsvæsen, som et folketingsflertal de seneste mange år har væltet den ene effektiviserings- og rationaliseringsøvelse efter den anden ud over. Det har betydet mindre kapacitet i sengepladser og et mere presset arbejdsmiljø. Ikke den bedste forudsætning for at modstå en krise.
Krisen har også afsløret, at vi er blevet alt for afhængige af en global, kapitalistisk markedsøkonomi. Produktion af alt fra medicin til værnemidler og testmaskiner er blevet privatiseret og outsourcet til Asien. Her bliver det produceret efter et ”just-in-time”-princip, hvor der ikke opbygges lagerkapacitet. Det har store konsekvenser for forsyningssikkerhed og prisstabilitet, og der opstår nærmest pirateri i jagten på de eftertragtede varer.
Selvom man har bestilt, betalt og chartret fly til en ordre på f.eks. værnemidler som ansigtsmasker, kitler og handsker, kan man risikere, at ordren bliver solgt til en højere bydende på vej fra fabrik til lufthavn. Dermed er det kun de absolut stærkeste spillere på markedet, der kan sikre sig forsyninger.
Få gang i egenproduktionen
Det er indlysende, at vi skal igangsætte en offentlig produktion af både værnemidler, medicin og vacciner. Eventuelt i samarbejde med de øvrige nordiske lande, der har sammenlignelige velfærdsmodeller. Det vil kunne sikre os produktion til vores løbende forbrug i sundhedsvæsenet – samtidig vil det sikre os, at vi kan opskalere produktionen i en krisesituation.
Vi vil kunne opbygge en viden og ekspertise, vi kan bygge videre på. Vi vil kunne løfte et globalt ansvar ved at sikre forsyninger til lande, der ikke er de mest købestærke, men har mest behov for hjælp.
Derfor står det nu også tindrende klart, hvilken gigantisk skandale det var at frasælge statens vaccineproduktion på Statens Serum Institut. Vi kunne i den nuværende situation have bidraget til forskning og udvikling af en vaccine, sammen med det offentlige forskningsmiljø, der er på hospitaler og universiteter. Vi kunne have bidraget til udvikling af en vaccine, der kunne gøres frit tilgængelig, uden patentbegrænsninger.
Forudsætningen for at kunne modstå en krise er et velfungerende, offentligt finansieret sundhedsvæsen, der i vid udstrækning kan være selvforsynende med basal infrastruktur og dermed uafhængig af den globale markedskapitalisme. Så vi har et stykke politisk arbejde at udføre, før vi er rustet til den næste krise!