Cyklismen har svære kår i Danmark, hvor flere og flere vælger bilen. At få vendt vanen kræver et solidt samarbejde mellem kommuner og stat, der kan begynde med en modig og ambitiøs transportaftale. Det mener Cyklistforbundets direktør, Klaus Bondam.
Signe Rosa Skelbæk, Rød+Grøn
Færre og færre danskere sætter sig op på jernhesten, når de skal fra A til B. Især antallet af børn og unge, der vælger cyklen, er kraftigt faldende. Lige så sort ser det ud for antallet af alvorligt tilskadekomne og dræbte cyklister i trafikken.
Der er derfor meget, der skal rettes op på, når efterårets transportforhandlinger går i gang, mener direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam.
– Når det er sagt, har vi for første gang i mange år et positivt politisk udgangspunkt. Vi har en regering, hvis støttepartier specifikt skrev cyklisme ind i forståelsesaftalen. Efter min overbevisning er det første gang, vi ser cyklisme nævnt i et papir på så højt et politisk plan.
En del af en grøn løsning
Trods det positive afsæt, er vejen lang og bakket. For cykelpolitik er sjældent toppolitisk anliggende, og Cyklistforbundet oplever, at selvom mange transportordførere har gode hensigter, har de svært ved at nå toppen i deres eget parti og få tænkt cyklismen ind i en holistisk, politisk sammenhæng.
– Vi har en tendens til at tale transportpolitik ud fra bilistens synspunkt. Se bare på, hvor ofte broer og motorvejsforbindelser fylder i debatten. Gudskelov fylder transportsektoren også i klimadebatten, men vi skal tale mindre om elektriske biler, for de skaber også trængsel og inaktivitet, og mere om, at 50 procent af alle bilture er under 10 kilometer, siger Klaus Bondam og fortsætter:
– Der er en rolle for Enhedslisten i at få tænkt sammenhængen i transporten ind: Der skal skabes bedre muligheder for at have cyklen med i den offentlige transport. Man skal kunne parkere cyklen trygt ved stationer og stoppesteder. Der skal være bedre information om, hvilke rejsemuligheder, man har på sin strækning, og hvordan man kan kombinere det med cyklen. Men man får ikke flere til at cykle, hvis ikke infrastrukturen er tryg og sikker.
Langsigtede politiske mål
Et cykelland skabes ikke på én dag, men ifølge Klaus Bondam er han udstyret med en stor portion tålmodighed. En tålmodighed, der nok bliver svært nødvendig.
– For et land som Danmark bør det være et faresignal, at mange børn og unge ikke cykler længere. Det er et kulturtab, for vi har tidligere været en sand cykelnation, siger han.
– Cyklisme er en vane, der skal indarbejdes fra barnsben. Den kan være svær politisk, for hvis man regulerer på bilforbruget, så rammer man noget centralt for mange vælgere. Til gengæld oplever vi, at både arbejdsgiverforeningerne og fagbevægelsen kæmper med os, blandt andet fordi forskning viser, at hvis du er fysisk aktiv til og fra arbejde, så har du færre sygedage. Samtidig er nedslidningen mindre voldsom, hvis du har levet et aktivt liv, siger Klaus Bondam.
Cyklistdirektørens politiske drømme
Øverst på ønskelisten står hverken medvind på cykelstien eller afskaffelse af biler. Til gengæld håber Klaus Bondam, at der ved de kommende forhandlinger afsættes 2-2,5 milliarder kroner til en 10-årig pulje, som kommunerne kan søge til at forbedre vilkår for cyklister. Han håber også, at de politiske partier vil se på forslag om et særligt befordringsfrafrag for cyklister, tilskud til køb af elcykler samt incitamentstrukturer, der skal få flere børn op på cyklen.
– Hvis man i kommunerne skal prioritere mellem nye vuggestuer og cykelstier, så kender jeg ikke én lokalpolitiker, der vælger cykelstier. Derfor har det været godt med statslige puljer, som kommunerne kunne søge. Vi så også gerne, at staten stillede krav til, at hvis der f.eks. bygges en ny folkeskole, så skal det sikres, at børn fra hele skoledistriktet kan cykle trygt og sikkert dertil. Jeg kunne også ønske mig, at man gav kommunerne friere rammer til at lave bilfrie zoner, hastighedsnedsættelser og lignende. Så tror jeg, vi er på vej mod et bedre cykelland, afslutter han.