Amager Fælled slipper ikke for betonen

Af:

Enhedslisten stod fast på ikke at bygge på Amager Fælled og blev derfor smidt ud af årets budgetforhandlinger i København. SF og Radikale Venstre fik lov til at blive, da de gav grønt lys til Franks Jensens bulldozere.

Mindre end 10 dage efter, at SF og Radikale Venstre talte og demonstrerede sammen med mange tusinde københavnere imod byggeri på Amager Fælled, løb de fra de fine ord.

Overborgmester Frank Jensen har valgt at gøre det til en betingelse for at deltage i budgetforhandlingerne, at partierne støtter byggeri på Amager Fælled. Enhedslisten og Alternativet blev derfor smidt ud af forhandlingerne om næste års budget.

– Vi er ikke bange for mursten, vi vil gerne bygge godt alment og billigt. Men det skal være for københavnerne, ikke for at lappe på en problematisk metrogæld, som kunne afvikles på en anden måde, forklarer budgetordfører Charlotte Lund.

Sammenhængende natur går tabt

Enhedslisten finder det dybt alarmerende, at SF og Radikale er parat til at sælge fremtidens natur på Amager Fælled for at deltage i budgetforhandlingerne. Ø og Å kæmpede for at bevare hele fælleden som grønt og rekreativt areal, som alle fire partier lovede københavnerne under valgkampen.

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen finder det især trist, at hovedstadens indbyggere nu mister muligheden for at kunne give et stykke sammenhængende natur videre til de næste generationer.

– Vi er stærkt bekymrede for, at vilkårene for de udsatte københavnere og byens børn nu vil blive stærkt forringet, når Enhedslisten ikke er en del af budgetforhandlingerne. Det er ærligt talt ikke betryggende, at et flertal, der taler mere om havnetunneller og Formel 1 end om socialpolitik, skal have ansvaret for næste års velfærd, siger hun.