COP 21 i Paris: Gå på gaden for fremtidens klima

Af:

Søndag den 29. november er international demonstrationsdag som optakt til klimatopmødet i Paris. En lang række Enhedslistefolk er med til at planlægge demonstrationer i mange byer i Danmark.

Den søndag skal vi alle på gaden. Vi skal vise Lars Løkke, at han er på forkert kurs. Vi skal vise, at vi er mange, der tager klimakrisen alvorligt. Vi tager rødt og grønt tøj på, har bannere, skilte og flag med os, så ingen efter denne dag vil være i tvivl om, hvem der tegner den rød-grønne kamp for klimaet.

Det er desværre meget usikkert, hvad klimatopmødet ender med. Men én ting er sikkert: klimakampen har aldrig været mere akut og mere påtrængende end i dag. Hvis vi ikke holder temperaturstigningen under to grader, ser fremtiden sort ud for vores børn og børnebørn. Derfor er klimakampen måske den vigtigste af alle kampe.

Og derfor er det vigtigt, at Enhedslisten markerer sig stærkt i klimakampen. Der er ikke mange, der som os sætter fokus på de økonomiske og politiske interesser, som trækker i den forkerte retning for vores klima. Klimakampen er ikke bare grøn, men absolut også rød, og søndag den 29. november skal det ses tydeligt – på bannere, skilte og alt andet, vi kan finde på.

Alle kan bidrage. På side 8-9 og på vores hjemmeside kan du se, hvor og hvordan du kan deltage. Du kan hoppe på klimabussen til Paris. Og du kan følge med på vores Facebook-side, som vi forsøger at gøre til omdrejningspunkt for alle, der tager klimakrisen alvorligt. Derudover blogger jeg direkte fra forhandlingerne i Paris.

Jeg glæder mig til at møde så mange af jer som muligt søndag d. 29. november.

Maria Reumert Gjerding

Klimaordfører for Enhedslisten