Vores ordvalg afslører den ideologi og den diskurs, de taler ud af. I øjeblikket handler den herskende diskurs om rentabilitet; om det kan svare sig. Det er rammen om vores politiske debat og dermed også dens begrænsning.
Rune Munk-Jensen, lektor i dansk og medlem af Enhedslisten
Hvad er andengenerationsindvandrer for noget? Det er et ord, der betegner et menneske, som ordet selv udsiger som danskfødt (anden generation), samtidig med at det kategoriserer samme menneske som indvandret. Ordet betegner altså et menneske, der først og fremmest ikke er en af os, selv om det er født på Djursland eller i Ringsted. Det er desuden et ord, vi allesammen har hørt så mange gange, at vi ikke længere hører den indbyggede selvmodsigelse, når vi bruger det, ligesom vi ikke nødvendigvis hører den nedvurdering og eksklusion, der ligger i ordet.
Tryn de udsatte – for Danmark
Ordene afslører den ideologi og den diskurs, de taler ud af, og lige nu handler den herskende diskurs om rentabilitet; om det kan svare sig. Det er den diskurs, der er rammen om vores politiske debat og dermed også dens begrænsning. Dens præmis er en pseudorationalistisk fortolkning af forholdet mellem den danske konkurrenceevne og den sociale sikkerhed og kan føres tilbage til Foghs statsministerperiode: Hvis kilden til velfærd og tryghed er økonomisk velstand, hvis velstanden afhænger af eksporten, og hvis eksporten afhænger af konkurrenceevnen, lyder argumentet, så er det i den fælles interesse at booste konkurrenceevnen. Det kan man kun – har vi fået hamret ind i hovedet igen og igen – ved at højne virksomhedsejernes og de højtuddannedes incitament. Det gør man ved at sænke skatten, lyder påstanden, og det gøres bedst ved at tryne de offentligt ansatte. Og de arbejdsløse. Og de udsatte. Muslimerne. Flygtningene. De enlige forsørgere… For Danmarks skyld! De skal simpelthen trynes for det fælles bedste; for deres eget bedste.
Solidariteten truer fællesskabet
Den paradoksale konklusion bliver, at solidaritet er den størst tænkelige trussel mod fællesskabet: Vores folkefjende nr. 1 er blevet det barn, der deler sin slikpose med de andre børn i skolegården. Følgeslutningen kan i høj grad problematiseres, men det er i denne sammenhæng ligegyldigt. Det væsentlige er, at alle, røde som blå, tilsyneladende accepterer den diskursive præmis, der kan koges ned til, at det, der gør en god stat til en god stat, er dens rentabilitet, og det er formentlig danmarkshistoriens største bedrag. Sympatisk? Ikke specielt. Men praktisk, hvis man har brug for en moralsk retfærdiggørelse for at berige sig på andres bekostning? Det tror jeg nok!
Rentabilitetsdiskursens naturlige hook er eksklusionen: Hvem gider vi ikke at have med – under dække af ikke at have råd? Det er selvsagt dårligt nyt for socialt udsatte. For meget kan man sige om syge og invalide, om arbejdsløse, om flygtninge og om hjemløse, om ansvar og om at opføre sig ordentligt i al almindelighed; om hensyn, kort sagt, men rentabelt, det er det ikke. Ikke på kort sigt, i hvert fald.
Vi spiller efter deres regler
Oppositionens problem lige nu er paradoksalt nok, at den argumenterer rationelt. For når man argumenterer for, at det er en dårlig forretning at lukke skoler, styrker man reelt den diskursive præmis om, at skolernes formål er at skabe profit. Når man sandsynliggør, at det på langt sigt er dyrere at svigte end at hjælpe udsatte børn, anerkender man samtidig præmissen om, at man kun skal varetage børns tarv, så længe det er overskudsgivende, og når man insisterer på, at integration er en god forretning, accepterer man indirekte præmissen om, at man kun bør hjælpe mennesker på flugt fra krig, hvis de kan betale tilbage.
Man kan aldrig vinde et spil, hvor modparten bestemmer reglerne, og den, der vælger diskurs, vælger også regler. Så hold op med at prøve at vinde. Tænk i stedet over, hvad vi skal spille.