Dagpengeaftalen mellem Venstre, DF og Socialdemokraterne løser ikke problemet for de arbejdsløse. De falder stadig ud af dagpengesystemet i stort tal, fordi der mangler job. De mindre forbedringer i aftalen er betalt af de arbejdsløse selv gennem forringelser for dimittender og indførelsen af karensdage.
Jakob Nerup, arbejdsmarkedspolitisk rådgiver
Aftalepartierne lovede i valgkampen, at dagpengene ikke ville blive forringet. De lovede, at der skulle være mere tryghed. De løfter har de været ligeglade med. Deres aftale betyder, at dagpengeperioden fortsat er på to år, og der fortsat skal et års arbejde til at opnå dagpengeret. Der er bygget lidt mere fleksibel genoptjening ind, men det vil ikke forhindre mange i at falde ud.
I den nuværende økonomiske situation vil der, inklusive effekterne af aftalen, falde mere end titusinde ud af dagpengesystemet om året. Mange af dem, som falder ud, vil ende uden forsørgelse, fordi de rammes af kontanthjælpsreglen, hvor ægtefællen med arbejde skal forsørge den arbejdsløse. Hvor mange og hvor hårdt det rammer, vil vi opleve i den kommende tid, hvor tusinder falder ud af de midlertidige redningsordninger, som blev presset igennem under den forrige regering. De holder op i løbet af 2016, og de kommer ikke igen, så der er intet sikkerhedsnet.
Fagbevægelsen svigtede
Enhedslisten var ikke inviteret til forhandlingerne med regeringen. De andre partier havde nok luret, at vi ville forlange substantielle forbedringer og imødegå enhver forringelse. Enhedslisten har forklaret enhver, som gad lytte, at det store problem er manglen på job og den utryghed, som dagpengereformen fra 2010 har skabt blandt de danske lønarbejdere. Vi har ligeledes tilkendegivet, at de meget rimelige krav, som fagbevægelsen har markeret sig med gennem de sidste år, også ville have Enhedslistens opbakning.
På den baggrund er det besynderligt, at fagbevægelsens top, med LO og FTF’s ledelser i spidsen, har lagt navn til forringelserne. Fagbevægelsen skulle aldrig have accepteret at sidde med i dagpengekommissionen, når udgangspunktet var, at det ikke måtte koste penge. For det er umuligt at forbedre et dagpengesystem, hvor der allerede er sparet mere end tre milliarder kroner, uden at føre penge tilbage.
Vi kæmper videre
LO og FTF valgte at indgå en pagt med djævlen, hvor de accepterede tre karensdage og en forringet dimittendsats. De åbnede en ladeport for politikerne, som bagefter kunne henvise til fagbevægelsen, når de skulle bortforklare, at regningen blev sendt til de arbejdsløse. LO og FTF accepterede den borgerlige idé, at de arbejdsløse selv er skyld i deres arbejdsløshed og bare skal have incitamenter til at tage kortvarige og lavtlønnede job. Så vil de arbejdsløse på magisk vis få fast arbejde. En jobkamp, hvis vigtigste effekt bliver, at lønningerne presses nedad, fordi desperate arbejdsløse ikke har råd til at sige nej. Fagbevægelsen burde, som Enhedslisten og mange andre gode kræfter i fagforeningerne, have stået fast på, at dagpengeproblemet skulle løses gennem trygge dagpenge, hvor ingen falder ud og hvor man sikres job og uddannelse.
Forløbet omkring dagpengeaftalen sætter en tyk streg under, hvor vigtig Enhedslisten er. Som en solidarisk stemme i Folketinget, der sætter lønmodtagernes tryghed over lusede kompromisser. Som en aktiv organisator af fagbevægelsens græsrødder og de protester, der er mod de utrygge dagpenge.
Enhedslisten tør godt give de danske lønmodtagere et løfte: Vi bliver ved med at slås for solidariske og trygge dagpenge, indtil problemet er løst.