Den forbrugende masse som identitet

Af:

Jonas Palm, Ringsted

Den herskende klasse bruger ideen om den frie individualist som en styringsmekanisme til at maximere udnyttelsen af arbejderen og en metode til at massen af arbejdere bruger deres løn på en måde, så deres værdiophobning reelt set kun er luftkasteller. Værdier der ikke bliver omsat til magt der kan true den herskende klasse.

Et konkret eksempel er ejerskabet af egen bolig. Ved at give massen mulighed for at eje en relativ stor værdi som et hus, vil disse føle sig som en del af den herskende klasse. De ejer noget af konkret værdi. De har investeret og vil se investeringen vokse. Dette er et genialt bluff nummer. Ved at tillade og tilskynde arbejderen til ejerskab af bil, hus etc., for denne en tilskyndelse til at stemme på partier der sikre den private ejendomsret og lave skatter. De reelle vindere af det spil er den herskende klasse, som ikke bare ejer et 70ér parcelhus i Bagsværd. Men reelle værdier som virksomheder, infrastruktur etc. De får glæde af den private ejendomsret og laveskatter.

Ud over at genere profit til den herskende klasse er illusionen om at middelklassen ejer reelle værdier, den herskende klasses forsikring mod socialretfærdig omfordeling af værdier.

Konsekvensen er at massen ikke længere har en fælles identitet. Proletariatet er blevet splittet op efter del og hersk metoden. Små fraktioner af massen, som kristne, surfere, politisk aktive eller fodboldfan har hver deres værdisæt, krav og bevidsthed. De kan hver for sig udfordre den herskende klasse på mærkesager og skabe små forandringer, men da massen ikke længere har en fælles identitet og bevidsthed har den ikke styrken til at kræve og skabe reelle strukturelle ændringer.

En samlet identitet for masserne der reelt kunne skabe modspil til den herskende klasse, kunne bygge på det simple udgangspunkt at være bevidst om sit forbrug. Lige som proletaren kunne rænkeryggen og sige jeg er arbejder, vil mennesket kunne rænkeryggen og stolt sige, jeg er forbruger.