Klimaforandringerne er blevet en varm kartoffel i dansk politik. Særligt sidste sommers rekordvarme var for mange en øjenåbner. Spørgsmålet er om det allerede er for sent at stoppe udviklingen.
Jon Burgwald, Rød+Grøn
I klimaterminologi arbejder man med et begreb, som hedder “tipping points”. Det betyder, at vi kan nå et punkt, hvor vores påvirkning af klimaet sætter gang i nogle processer, der er irreversible. Det kan eksempelvis være svækkelse af golfstrømmen eller havenes evne til at optage CO2. Vi ved ikke præcis, hvornår de tipping points indfinder sig, men det er en af grundene til, at det er vigtigt, at den globale opvarmning begrænses til maksimalt 1,5 grader i stedet for 2 grader. Jo mere temperaturen stiger, desto højere er risikoen for, at vi rammer tipping points. På nuværende tidspunkt er vi 1,1 grader over præindustrielt niveau.
Røgsky større end EU
Som sagt var sidste års brølevarme sommer det, som fik mange danskere op af stolene. Men sommeren i år har globalt set været langt mere historisk på en række områder. Den har fået en række forskere til at stille spørgsmålstegn ved, om vi allerede har ramt nogle tippings points.
I både Amazonas og i dele af Afrika har voldsomme, mangfoldige brande hærget. Brandene har både været påsat og naturlige, men fælles for dem er, at de har spredt sig langt mere end normalt på grund af det varme, tørre vejr. På en enkelt dag identificerede man næsten 7.000 brande i Angola. I Brasilien har protesterne mod præsident Bolsonaros (manglende) ageren været massive. Forskere er begyndt at stille spørgsmålstegn ved, om vi er ved at miste de store skove.
Værst har det set ud i Arktis, hvor brande stadig hærger i næsten alle de arktiske stater. Særligt Rusland er ramt. Estimaterne er usikre, men op til 12 millioner hektar er brændt væk, og der er i skrivende stund stadig hundredvis af aktive brande. Det har store, negative konsekvenser for det lokale plante- og dyreliv, og en sod- og røgsky har på sit højeste dækket et område større end hele EU.
Arktis står ved kanten
De umiddelbare konsekvenser for klimaet er også markante. Det vurderes, at brandene i Arktis alene i juli udledte 79 millioner ton CO2 til atmosfæren. Til sammenligning udleder hele Danmark på et år cirka 55 millioner ton. Men det store problem er, at de massive skovbrande måske skubber Arktis ud over kanten.
Skovbrande i det område har nemlig ikke kun den kortsigtede effekt, men også flere langsigtede effekter. Ilden spreder sig nedad til tørvelagene, som indeholder store mængder metan, der er en særdeles kraftig drivhusgas. Dernede fortsætter brandene, som både skader klimaet og gør det utrolig svært at slukke brandene igen.
Samtidig lægger soden fra brandene sig på den arktiske is og farver den sort. Det forøger drastisk afsmeltningen af den arktiske is, da mere af solens varme optages. Det er en afsmeltning, som allerede har nået drastiske højder i år, hvor iskappen i Grønland mistede 12,5 milliarder tons is. Vel at mærke på en enkelt dag.
Spørgsmålet er, om Arktis allerede er nået til det punkt, hvor afsmeltningen af isen er ustoppelig. Det er ikke sikkert, men det er sikkert, at der skal drastiske midler til, hvis udviklingen skal vendes.