Hvis vi vil undgå parallelsamfund i byerne, så skal vi ikke blot hjælpe de såkaldt udsatte boligområder. Vi skal sørge for, at mennesker bor langt mere blandet end i dag.
Mikkel Warming
Medierne bugner med historier om kreative, københavnske børnefamilier med gode job, om sydlandsk liv på renoverede pladser og om boligpriser, der hele tiden slår rekorder. Men det er kun den ene side af medaljen, for hovedstaden har samtidig flere fattige, flere med psykisk sygdom, flere med misbrug end landsgennemsnittet. I det rige Københavns skyggeside trives marginalisering.
Uligheden truer vores byerDen stigende ulighed i vores byer går ud over sammenhængskraften, når toppen og bunden holder op med at kunne forstå eller identificere sig med hinanden. Man bor forskellige steder. De velstillede og ressourcestærke bor i ejerboliger, mens de marginaliserede ofte bor i almene boligområder som Tingbjerg, Mjølnerparken eller Urbanplanen – steder, der under ét omtales som Københavns udsatte boligområder.
Den sociale og geografiske opdeling har en simpel forklaring: Kun de almene boliger løfter den sociale opgave med at give plads til arbejdsløse, fattigrøve, utilpassede og syge. Ofte i boligområder, der er bygget, så de lukker sig om sig selv.
Hvis det i et helt boligområde ikke er almindeligt at tage en uddannelse eller gå på arbejde, så skaber det en følelse af at befinde uden for det “normale” fællesskab. I stedet har man gadens fællesskab, som kan få egne spilleregler og domineres af bander eller det, der er værre.
Vigtige boligsociale indsatserDen almene boligbevægelse ved godt, at uligheden truer vores byer. Derfor arbejder mange gode kræfter for at løfte de udsatte boligområder på mange fronter.
Der er boligsociale indsatser, hvor der arbejdes med at skabe liv og aktivitet i områderne, hjælpe arbejdsløse i job, ruste børn og unge til en bedre skolegang og meget mere for at løfte beboerne og derved områderne. Der arbejdes også med renoveringer, nye fællesarealer og andre fysiske forbedringer af ofte nedslidte boligområder.
Der er også ved at komme en erkendelse af, at den boligsociale og den fysiske indsats skal gå hånd i hånd. De udsatte boligområder skal rent fysisk åbnes op og blive en del af resten af byen, ligesom beboernes sammensætning skal være mere blandet. Derfor sættes mennesker, som er i arbejde eller under uddannelse, forrest i boligkøen til en del af boligerne.
Vi skal bo og bygge blandetMen der kan gøres meget mere for at overvinde uligheden og få velfungerende boligområder.
Først og fremmest skal de almene boliger ikke løfte det sociale ansvar alene. Ejerboligerne skal også bidrage. Derfor skal kommunerne kunne anvise mennesker med sociale problemer til private lejeboliger og samtidig opkøbe ejerboliger til anvisning, så vi kan få blandede boligområder overalt.
Når der fremover bygges nyt, skal der altid bygges blandet, så ejer-, leje- og almene boliger står side og side. Det er katastrofalt, at V-regeringen vil afskaffe loven, der tillader storbykommuner at kræve 25 procent almene boliger
Endelig skal der investeres massivt, både socialt og fysisk, i de udsatte områder. Byernes boligejere er gang på gang blevet forgyldt. Det er på tide, at de almene boliger får højere prioritet.
Mikkel Warming er sekretariatsleder for det boligsociale arbejde i Urbanplanen på Amager og tidligere socialborgmester i København. Han bor selv alment.