Mange danske lønmodtagerfamilier bor i ejerboliger. Boblen på boligmarkedet i 00’erne og den efterfølgende krise har øget presset på familierne på grund af gæld og øget usikkerhed. Det skal der findes løsninger på.
Anders Hadberg, boligpolitisk sekretær
Små 60 procent af befolkningen i Danmark bor i ejerboliger. Heriblandt er mange børnefamilier, fordi boligerne typisk er større, og finansieringen relativt billig gennem realkreditsektoren.
Der er økonomiske fordele ved at eje sin egen bolig – f.eks. rentefradraget og muligheden for at belåne friværdi – men mange boligejere er ikke desto mindre pressede. Uden for byerne kan nogle familier ikke sælge deres bolig eller optage lån til at købe en ny, mens priserne i københavnsområdet er så høje, at det tvinger folk ud i stor gældsopbygning.
Spekulation og krise
Liberaliseringen af den finansielle sektor, især boligfinansieringen, var drivende årsager til boligboblen i 00’erne. I tilgift kom skattestoppet på ejendomsværdiskatten samt lave renter importeret fra USA via den Europæiske Centralbank (ECB). Formålet var at stimulere efterspørgslen for at undgå en større krise omkring 2001, men den billige kredit førte til større efterspørgsel på boliger, så ejerboligmarkedet blev ramt af en boble med opskruede priser særligt i storbyerne og på Nordsjælland. Da den efterfølgende krise ramte hele økonomien, faldt priserne igen dramatisk over hele landet.
Siden da har vi haft et todelt ejerboligmarked. I provinsen skaber fraflytning en negativ prisspiral, hvor familier ikke kan få solgt deres ejerboliger eller må acceptere store kontante tab ved salget. Samtidig oplever flere familier, at banker og realkreditinstitutioner ikke vil låne dem penge til at købe en bolig, så bosætningsproblemet forstærkes. Her er altså et boligoverskud.
I de større byer er situationen omvendt. Indrykket af uddannelses- og jobsøgende har presset priserne op, og med det historisk lave renteniveau efter annonceringen af ECB’s opkøbsprogram i maj 2015 er priserne eksploderet på ejerboliger og især ejerlejligheder. Konsekvensen er et underskud af boliger, som primært går ud over førstegangskøbere, der ikke kan komme ind på boligmarkedet.
Boligmarkedet skaber udsatte familier
Det spekulative boligmarked har medført, at danske husholdninger har verdens højeste bruttogæld set i forhold til indkomst, nemlig på knapt 300 procent. Gælden er altså tre gange den årlige indkomst. I streng økonomisk forstand er det ikke et problem, hvis gælden modsvares af en formue i boligen, men for flere tusind familier er det ikke tilfældet. De lever med teknisk insolvens, fordi deres gæld overstiger boligformuen.
Familier med høj bruttogæld er sårbare over for udsving på de internationale kapitalmarkeder. En stigning i renten vil hurtigt kunne føre til faldende boligpriser. Samtidig har mange familier variabelt forrentede lån, som svinger med renten. Dette øger utrygheden.
Utrygheden har en disciplinerende effekt på de familier, hvis boligforhold står og falder med, om de kan betale. Jo større gældsbyrde, lønmodtagerfamilierne bærer, desto større bliver presset for at holde fast i jobbet uden at stille krav, der kunne sætte indkomsten på spil. Ledige, som har ejerbolig, tvinges til at tage et hvilket som helst job for at tjene til at beholde boligen. På den måde kommer presset på boligmarkedet til at øge det pres, som mange lønarbejdere allerede oplever fra globaliseringen (social dumping), fra krisen og fra forringelsen af dagpengesystemet