Vi kan ikke komme uden om det: en skønne dag brænder Solen ud, og tilværelsen på den blå planet er ovre. Heldigvis er der lang tid til – og de andre trusler fra rummet er små. Den største trussel mod menneskeheden er snarere os selv, mener astrofysiker Tina Ibsen, som Rød+Grøn har talt med.
Simon Halskov, Rød+Grøn
Vi mennesker har altid været både fascinerede og frygtsomme i forhold til himmellegemer. Er der noget deroppe, som reelt bør bekymre os?
– Noget af det, man arbejder meget på lige nu, er at kortlægge såkaldte Near-Earth Asteroids, som har en diameter på over en kilometer. De vil nemlig have en stor indflydelse på vores liv, hvis de skulle ramme Jorden.
Hvad kan vi gøre, hvis vi opdager, at en stor asteroide vil ramme Jorden?
– Hvis man har god tid, kan man sætte sprængstof på den ene side af asteroiden, så dens bane rykkes en lille smule. Nogle har foreslået, at man sågar kan male den ene side af asteroiden, fordi alene farveforskellen kan ændre rotationen og dermed asteroidens bane en lille smule. Men lige nu er der ikke nogen køreklar plan for, hvis der er noget, der har retning mod os. Det er jo også først i de seneste år, man har fået de instrumenter, der kan se noget på den størrelse. Det er altså svært at se noget, der blot er en kilometer stort og ikke lyser, selv når det er i vores solsystem.
Sidste gang, en asteroide skabte massedød på Jorden, er 65 millioner år siden. Det sker altså sjældent – men er vel omvendt bare et spørgsmål om tid, før det sker igen?
– Ja, men samtidig kan man spørge: Hvis det samme sker om 65 millioner år, er vi så overhovedet mennesker til den tid, eller har vi udviklet os til noget helt andet – eller udslettet os selv i mellemtiden? Og så skal man huske, at den store massedød for 65 millioner år siden i høj grad skyldtes, at bl.a. dinosaurerne ikke var særligt tilpasningsdygtige. Massedøden skyldtes nemlig ikke selve kollisionen men alt det materiale, den hvirvlede op i atmosfæren. Det ændrede hastigt klimaet på Jorden, og de daværende beboere var ikke i stand til at tilpasse sig.
Du har været med i en forskergruppe, som har arbejdet på et varslingssystem mod solstorme. Kan du sige lidt om, hvad en solstorm er?
– Solen har en 11-årig cyklus, og på et tidspunkt bliver dens magnetfelt ustabilt og hvirvles rundt. Det skaber solstorme, som er kæmpe eksplosioner af plasma – ladede partikler. Vi snakker om 100.000 millioner tons materiale, der bliver slynget ud fra Solen med tusinder af kilometer i sekundet. Hvis partiklerne har retning mod Jorden, kan de ramme vores atmosfære. Det er det, der skaber vores smukke nordlys. Men i større doser kan det forstyrre vores elnet. I 1989 havde man i Quebec et stort blackout efter en solstorm.
– Jordens magnetfelt beskytter os mod størstedelen af partiklerne. Til gengæld er vi som civilisation blevet mere og mere afhængige af vores satellitter – der er på den anden side af magnetfeltet. De er meget, meget følsomme over for solstorme. I værste fald kan hele vores GPS, telekommunikation, en del radio, vores 4G-netværk – med andre ord stort set al vores kommunikation og navigation – blive lammet eller ødelagt af bare én grum solstorm.
Hvad kan vi gøre ved det?
– Det kan vi undgå blot ved at slukke satellitterne, mens solstormen passerer. Det kræver dog, at vi får udviklet nogle ordentlige rumvejrs-varslingssystemer. Hvis der kom sådan en solstorm nu, kunne vi kun sige: “Nåh, men indenfor de næste 24-48 timer kommer der nok noget, der måske…”. Hmm, okay. Skal vi så slukke for hele klodens satellitkommunikation de næste 48 timer?!
Nu bliver det meget teoretisk: truslen fra det ydre rum i form af intelligent liv! Hvordan ser du på den?
– Opfattelsen af, at intelligent liv fra rummet udgør en trussel, bunder i høj grad i menneskets egen adfærd, når vi har rejst ud. Den rejsende civilisation har altid været den, der har haft den bedste teknologi, og det er ikke gået særlig godt for dem, der er blevet besøgt. Se bare på oprindelige folk i Nordamerika, Sydamerika, Afrika, Australien – og Grønland for den sags skyld. Hvis dem, der skulle besøge os, er ligesom vi er, så har vi ikke lyst til at få besøg!
– Uanset hvad, så er vi ret sikre på, at liv har brug for atmosfære og flydende vand. Og hvis vi skal finde flydende vand, så skal vi finde en planet, der ligger i den rigtige afstand fra sin stjerne, så det ikke er så varmt, at al vandet fordamper, og det ikke er så koldt, at det hele er frosset til is. Sådan en Guldlok-zone ligger Jorden i. Lige nu har vi dog ikke teleskoper, der kan tage billeder af de planeter, vi levner chancer for at rumme liv. De kommer først om fem-ti år.
Tager vi det helt lange lys på, så stopper livet på Jorden i hvert fald, når Solen brænder ud. Hvornår er det nu, det er – og skal vi allerede nu begynde at se os om efter en anden planet?
– Vi har omkring fem milliarder år tilbage, så bliver Jorden opslugt af Solen. Der er heldigvis lang tid til! Men der er jo allerede snak om, at vi skal kolonisere Månen og Mars – og herfra søge videre for at sørge for vores overlevelse som art. Til at starte med, synes jeg, vi skulle finde en planet, hvor vi faktisk kunne overleve. I dag har vi dog ikke teknologien til at rejse så langt. Det vil kræve, at vi lægger folk i dvale i 100.000 år eller lader et utal af generationer leve på rejsen ud til en anden planet.
Det er et meget langstrakt perspektiv?
– Ja, men omvendt var det i 1957, vi sendte vi den første satellit i rummet. Nu har vi mennesker, der bor permanent på den internationale rumstation. Det er jo helt vildt, hvilke teknologiske fremskridt, vi har opnået på så få år. Den computer, vi har i iPhonen i dag, er langt bedre end den, man sendte folk til Månen med for 50 år siden. De store fremskridt kræver kun, at en person eller en gruppe gør de rigtige opdagelser. Og det er jo en af grundene til, at det er så vigtigt, at vi også giver forskere lov til at lege.
Bør vi så bruge flere penge på grundforskning?
– Ja, det er et stort problem, at der bliver taget flere og flere penge fra grundforskning. Mange af vores teknologiske fremskridt er jo kommet ud af, at folk pludselig har fundet noget, de ikke ledte efter. Laseren blev opdaget af forskere, der tænkte: “Hvad sker der egentlig, hvis vi propper mere og mere lys oven i hinanden og skaber en meget koncentreret lysstråle?”.
– Hele den her “Fra forskning til faktura”-tankegang er ødelæggende. Hvis vi virkelig vil skabe et bedre samfund – og måske en dag rejse til andre planeter – så bliver vi nødt til i at prioritere de små, skøre projekter højere – det er ofte dem, der fører til store opdagelser. Vi bliver også nødt til at arbejde på vores humanistiske færdigheder, prøve at forstå os selv som mennesker bedre. Så hvis man vil gøre sig klar til om fem milliarder år, så lav grundforskning i dag. Vi ved aldrig, hvad det fører til!