EU har altid drømt om at blive en militærstormagt med fælles forsvar. Nu skal drømmen opfyldes via EU-støttet indkøb og udvikling af bomber og kanoner.
Maj Aslett-Rydbjerg, rådgiver for GUE/NGL
Den 6. marts mødtes EU’s forsvarsministre for første gang i det, der i EU-jargon hedder PESCO-format. PESCO står for ’permanent struktureret samarbejde inden for sikkerheds- og forsvarspolitik’. Det er en ny union i unionen, hvor 25 EU-lande har givet hinanden håndslag på at styrke EU’s militære slagkraft via et permanent samarbejde om træning og militære kapacitet og operationer. Samtidigt har de lovet at øge deres forsvarsbudgetter.
PESCO er det første konkrete skridt mod etableringen af EU’s sikkerheds- og forsvarsunion, som ifølge Juncker, Tusk, Merkel og Macron skal være fuldt udrullet i 2025. Unionen skal gøre EU mindre afhængig af NATO, ved at EU selv hurtigt og effektivt kan reagere på konflikter og krige, som opfattes som en trussel mod EU’s grænser eller interne sikkerhed. “Reagere” er en pæn måde at sige “sætte militært ind”, men det dækker også over cybersikkerhed, kontrol med migration og bekæmpelse af terror og organiseret kriminalitet.
Papirtiger eller militærstormagt?
Foreløbigt er sikkerheds- og forsvarsunionen et politisk skrivebordsprojekt. Men Trump, Putin og Brexit har givet EU blod på tanden. Samtidigt har EU skiftet taktik. I stedte for at løbe panden mod en mur af suverænitetsbekymringer, vil EU bruge velafprøvede redskaber til at skabe integration på forsvarsområdet: penge, pres og koordinering.
Det nyoprettede PESCO skal sikre koordinering af træning og indkøb og udvikling af militærisenkram og teknologi. Groft sagt er målsætningen, at EU skal have flere og bedre våben, og at de skal kunne bruges bedre sammen. PESCO er ikke en EU-hær, men idéen er selvfølgelig, at samarbejdet skal gøre det nemmere og hurtigere at igangsætte EU-militæroperationer, som styres fra EU’s nye militære hovedkvarter. Det er frivilligt at deltage i PESCO, men har man sagt ja, forpligter det.
Parallelt med PESCO er der blevet etableret en årlig evalueringsmekanisme, som skal lægge pres (med landespecifikke anbefalinger) på de lande, som sakker bag ud. Den model kender vi fra samordningen af økonomisk politik inden for EU.
Sidste men ikke mindst skal EU’s nye forsvarsfond – med en betydelig bunke penge – sikre, at det er lukrativt at samarbejde. Hvor politiske brandtaler har fejlet, skal økonomiske incitamenter sejre!
Forsvarsfonden er også en kæmpe håndsrækning til EU’s forsvarsindustri. Så skulle medlemslandene være træge i optrækket, har EU købt sig til en ny magtfuld lobbygruppe.
Tiden vil vise, om EU’s militære stormagtsdrømme går i opfyldelse, eller om det forbliver en papirtiger. En ting er sikker: EU skruer op for våbenkampløbet med flere kampfly, tanks og droner.
Danmark er ikke med, men…
Takket være forsvarsforbeholdet deltager Danmark ikke i bestræbelserne på at skabe et fælles EU-forsvar. Men Danmark deltager i oprustningen. Dels gennem det nye forsvarsforlig og dels ved, at regeringen bakker op om EU’s forsvarsfond og udviklingen af et indre forsvarsmarked.
Som Lars Løkke Rasmussen konstater: “Den her forsvarsfond er jo i virkeligheden et industripolitisk instrument. Det danske forbehold gælder jo den danske stat, det gælder ikke danske virksomheder (Politiken, 22. juni 2017).”
Regeringen håber altså, at Danmark kan opruste med billigere EU-støttede våben, som er EU-kompatible, hvis danskerne en dag opgiver forbeholdet. Vi må stå fast på forbehold og nedrustning!