Det skal kunne betale sig at arbejde, siger politikerne bag fattigdomsreformerne. De kan ikke dokumentere, at reformerne virker. Men det kan dokumenteres, at flere bliver fattigere. De øger også utrygheden blandt lønmodtagerne.
Finn Sørensen, arbejdsmarkedsordfører
Det er ikke underligt, at antallet af arbejdskonflikter har været lille i mange år. Der har været krise, og trygheden for lønmodtagerne er udhulet kraftigt. Ca. 85.000 har mistet dagpengeretten, siden RSSF-regeringen gennemførte VKO’s dagpengereform, og mange ryger ud til “selvforsørgelse” – dvs. ingen. Reglerne for sygedagpenge er strammet. Antallet af tilkendelser af førtidspensioner er dykket til det halve, tusindvis af alvorligt syge parkeres på ressourceforløb og kontanthjælp. Antallet af fattige familier eksploderer som følge af kontanthjælpsloft, 225 timers-regel og integrationsydelse. Det er blevet voldsomt dyrt at blive arbejdsløs eller ramt af en arbejdsulykke.
Brug for en værdig reform
Toppen i LO og FTF ønsker ikke konfrontation. De indgår hellere i trepartsaftaler, selvom de kommer til at betale en høj pris for nogle mindre forbedringer. Det gælder f.eks. det seneste dagpengeforlig, som gør det muligt at forlænge dagpengeperioden i op til et år. Men prisen har været yderligere forringelser for timelønnede, nyuddannede, langtidsledige og medlemmer på supplerende dagpenge. Prisen er også, at S har bundet sig til VK-regeringens to-årige dagpengeperiode og fordobling af kravet til genoptjening af dagpengeret.
Nu begynder konsekvenserne at melde sig, og det har fået en række lokalafdelinger i 3F og FOA til at kritisere nogle af forringelserne. Det sker i endnu højere grad i forhold til reformen af førtidspension og fleksjob, som skal evalueres her i foråret. Mere end 60 faglige og andre organisationer har opstillet seks krav, som kan forbedre de syges retssikkerhed og levevilkår væsentligt. Forbundene kører kampagne under overskriften “Værdig reform”, og LO og FTF er blevet presset til at støtte de fleste af kravene. Også den kamp løfter vi ind på Christiansborg, samtidig med at de reformramte selv sætter dagsorden gennem Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne. Forligspartierne er i defensiven, men presset skal fastholdes.
Sossernes dårlige aftaler
Vi får ingen hjælp af Socialdemokratiet i den kamp. Men når det gælder kampen mod kontanthjælpsloft og 225 timers-regel, er de aktive – indtil de selv kommer i regering. De har nu opfundet en ny undskyldning for ikke at afskaffe kontanthjælpsloft og 225 timers-regel, så snart lejligheden byder sig: Der skal nedsættes en ydelseskommission. Det kan de arbejdsløse jo ikke betale husleje med! Deres kritik af integrationsydelsen er helt forstummet., ligesom de åbner for yderligere stramninger under dække af “bedre integration”. R, SF, Å og Ø er enige om, at fattigdomsydelserne skal væk.
Vi må øge presset på socialdemokraterne. Problemet er, at de har bundet sig i en lang række dårlige forlig, og at de hellere vil brække en arm på langs, end at opsige dem. Flere mandater til Enhedslisten vil ikke i sig selv ændre på det. Det kræver et langt større pres udefra. Vi skal skridt for skridt udvikle modstanden i fagbevægelsen. Medlemmerne skal kunne se, at vi er forrest i kritikken og med konkrete forslag til forbedringer, hver eneste gang de negative konsekvenser viser sig.
Det arbejder vi efter på Christiansborg. Det skal følges op lokalt i kommunerne, for det er jo her, konsekvenserne melder sig for de arbejdsløse og de syge.
Det er ved at gå op for flere og flere lokale fagforeninger, at hvis de skal rejse krav til forbedringer af medlemmernes vilkår, så skal de samarbejde med Enhedslisten. Det skulle gerne blive en god vane hos mange flere, men det kræver, at vores partiafdelinger lokalt opsøger et tæt samarbejde med fagbevægelsen, og at vores fagligt aktive rejser dagsordenen i deres fagforening.