Vi skal lave grøn omstillingspolitik på alle områder

Af:

Hvordan kan vi bruge delprogrammet til at få klima, miljø og natur med i al Enhedslistepolitik? Det grønne programseminar gav flere gode bud.

Finn Kjeller, medlem af Enhedslistens miljøudvalg

Henved 100 Enhedslistemedlemmer diskuterede grønt delprogram på Ørestad Gymnasium den 10. februar. Efter spændende oplæg og workshops var tiden kommet til en fremadrettet paneldebat om, hvordan delprogrammet kan bruges.

– Det er vigtigt, at vi har det grønne perspektiv med i alting, sagde folketingsmedlem Eva Flyvholm og uddybede:

– Det handler ikke bare om at gøre tingene lidt grønnere, men om en grundlæggende samfundsmæssig omstilling. Om at vi skal leve og producere på en meget anderledes måde. Det bliver stadig tydeligere, at vi er nødt til at gøre det så hurtigt som muligt.

Samfundet kan indrettes grønnere

Grøn omstilling og vækst i økonomien hænger ikke sammen, påpegede faglig koordinator Anders Olesen.

– Den store udfordring er at få folk med på, at samfundet kan indrettes på en anden måde. Her er det vigtigt, at vi sætter fokus på det nødvendige arbejde – det, der skal udføres, for at vi har gode boliger, mad, tøj, møbler og transport. Vi skal have produkter af højere kvalitet, og det vil ikke alene give beskæftigelse, men også arbejdsglæde.

Anders Olesen oplyste, at der arbejdes på at få miljømæssigt progressive faglige organisationer til at arbejde sammen – og til at gå sammen med miljøorganisationerne.

Marianne Frederik, medlem af Hovedbestyrelsen og regionsrådsmedlem i Hovedstaden, understregede, at delprogrammet skal udmøntes i et handlingsprogram på en masse områder.

– Eksemplerne skal udvikles, så vi kan blive meget bedre til at gennemføre politikken aktivt, både parlamentarisk og ikke-parlamentarisk. Samtidig skal vi blive bedre til at samarbejde mellem regionsråd og byråd, og skabe en dialog på tværs af partiet om ideer.

Hvad stopper os?

Men hvad hindrer lige nu den grønne politik i at gennemsyre alle politikområder i Enhedslisten, på Christiansborg, i hovedbestyrelsen eller i det faglige arbejde, ville ordstyrer Maria Temponeras vide.

– Først og fremmest er vi selv ansvarlige for, at vi ikke er kommet længere, svarede Anders Olesen og fortsatte:

– Det, at der nu kommer et grønt delprogram, som sætter tingene i den rette sammenhæng, skal vi udnytte til, at vi hver især, gennem diskussioner i Enhedslistens afdelinger, er klædt på til snakken. Men vi skal også i vores netværk tale om, hvordan vi laver grøn omstilling i byggeriet, i uddannelsessektoren, i transportsektoren, sådan at vi laver grøn omstillingspolitik på alle områder.

– Mange i Enhedslisten tror, at det er der nogle andre, der tager sig af: miljøudvalg, fagsekretærer og andre “nørder”. Derfor er der brug for mere viden og konkretisering, mere kommunikation og dialog, betonede Marianne Frederik.

– Vi skal pege på de små skridt i hverdagen, som får det praktiske, f.eks. affaldssortering, og det politiske til at hænge sammen. Der kan vi i Enhedslisten blive bedre til at lave aktiviteter lokalt sammen med andre, opfordrede Eva Flyvholm.

Maria Temponeras kunne fortælle, at der netop på seminaret var dannet en gruppe, som vil lave seminar og inspirationskatalog om lokale grønne selvorganiserende fællesskaber.

Deltagerne i salen havde mange vinkler på det grønne program. For Per Clausen handlede det om øget sammenhængskraft i Enhedslistens politik:

– Delprogrammet forsøger at etablere en sammenhæng mellem det grønne og det røde. Så må vi håbe, at det rodfæster sig på alle niveauer i vores politiske arbejde.