Ved at banke på døren og tale med folk i sociale boligområder har flere af Enhedslistens lokalafdelinger høstet vigtige erfaringer. Rød+Grøn har talt med Emil Viskum, der har stemt dørklokker i Høje Tåstrup, hvor han nu sidder i kommunalbestyrelsen.
Simon Halskov, Rød+Grøn
Hvilke erfaringer I har i Taastrup med at gå fra dør til dør?
– Det var mest mig, der bankede på døre op til sidste kommunalvalg. Derfor besøgte jeg primært folk i Taastrupgård. Jeg var forholdsvis ny i kommunen, så noget af det, jeg fik utroligt meget ud af ved at gå ud og banke på døre, var at høre, hvad folk ønskede, jeg skulle arbejde for, hvis jeg kom i kommunalbestyrelsen. Som ny politiker gav det mig et klart billede af, hvad det var for en kommune, jeg bevægede mig rundt i – hvad det var for nogle mennesker og hvilke udfordringer, de havde.
Hvad betød det, at du startede med at spørge folk om deres holdninger, før du fortalte om dine egne?
– Det gjorde, at resten af samtalen tog udgangspunkt i det, borgeren syntes var vigtigt. Så havde vi på en måde allerede et fælles fokus: en udfordring, de syntes var vigtig at sætte spot på. Ofte havde jeg jo nogle vinkler på den udfordring, som de også syntes var spændende. På den måde blev det ikke sådan en partipolitisk snak, hvor folk på forhånd sagde: “Vi gider alligevel ikke høre Enhedslistens svar”.
Er der en oplevelse under dør-til-dør-projektet, du særligt husker?
– Ja, jeg mødte en ældre fyr, der hedder Pelle, som sagde, at han stemte Dansk Folkeparti. Han havde været sømand, siden han var 13 år, og var så blevet millionær, fordi han ikke havde brugt nogen penge. Nu var han flyttet til Taastrupgård og ville bruge det sidste af sit liv på at skrive digte og sådan noget. Den første sætning, han sagde til mig, var: “Jeg gider ikke snakke med politikere, for jeg ved allerede, hvad I mener, og der er kun ét parti, der siger hvad de mener: Dansk Folkeparti. Jeg er ikke altid enig med dem, men de siger, hvad de mener, og derfor stemmer jeg på dem.” Jeg svarede: “Jeg siger sgu også, hvad jeg mener! Det vil jeg gerne love dig, hvis du gider at tale med mig”. Så blev jeg inviteret ind og snakkede med ham. Efter en god snak lovede jeg ham at komme tilbage med min kone, som han så forærede tre af sine hjemmeskrevne digtsamlinger til – signeret! Det endte det med, at vi fik Pernille Skipper til at ringe tilbage til ham på valgdagen. Da hun sagde: “Det er Pernille Skipper fra Enhedslisten”, svarede han: “Jeg behøver ikke tale med dig – jeg har allerede talt med Emil, og jeg skal ned og stemme på ham nu!”.
Kunne I finde på at lave et nyt dør-til-dør-projekt i fremtiden?
– Helt sikkert. Det er noget af det, jeg godt kunne tænke mig at gøre endnu mere af – jeg har bare slet ikke tiden til det i øjeblikket. Hvis vi havde en stor partiafdeling, så ville vi helt sikkert følge op, fordi vi fik jo en masse kontakter til interesserede folk. Hvis vi får flere kræfter i afdelingen, så kunne det være fedt at gøre det.
Har du ellers nogle gode råd til afdelinger, der gerne vil prøve sådan et dør-til-dør-projekt?
– Vi startede med at holde et kursus om, hvordan man skal møde folk og spørge ind til de ting, de interesserer sig for. Så gik vi ud og øvede os to og to. Det gav os en god start. Hvis der er nogle i afdelingen, der finder det lidt grænseoverskridende, så kan jeg sige, at det er meget lettere, når man er to, der banker på døren.