Hvordan får man råd til mere i kommunerne?

Af: Katarina Held (Østerbro), Jens Højmark (Gribskov) og Thyge Enevoldsen (Frederiksberg)

Når man drøfter skoler, biblioteker, hjælp til ældre og syge og mange andre vigtige emner fra hverdagen, så ender det ofte i et: Det er der ikke råd til. Men hvorfor egentlig ikke?

Politisk Økonomisk Udvalg har sammen med Thyge Enevoldsen, mangeårigt medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, udarbejdet foldere, som hurtigt og let sætter dig ind i den vanskelige disciplin som kommunal økonomi er. De tilbyder dig også argumenter, som du kan bruge i drøftelserne med kolleger, venner og politikere. Du finder dem her: https://politisk-oekonomisk.enhedslisten.dk/

EU’s finanspagt og budgetloven kræver balance i økonomien. Det er de borgerlige partier, herunder Socialdemokratiet, der beslutter, at der skal være nulvækst i de offentlige udgifter – uanset om der er højere indtægter, og uanset om det kan dække borgernes behov.

Det er et politisk valg, at de offentlige indtægter mindskes pga. skattelettelser til de rige og til virksomheder. Det er også regeringers politiske valg, at staten ikke sikre, at den lovpligtige skat og moms bliver betalt af virksomheder og ikke bare strømmer ud til virksomheder.

Find argumenterne i Der er råd til mere velfærd for borgere, men nogle partier i Folketinget forhindrer det. Du kan supplere med at læse Jonas Gielfeldt 3 artikler om, hvordan vi nemt finder 100 mia. Læs her: https://solidaritet.dk/her-skal-pengene-komme-fra-vejen-til-100-milliarder-3-en-venstrefloej-der-ogsaa-kan-prioritere-i-det-offentlige-forbrug/

Et borgerligt flertal, herunder Socialdemokratiet, har valgt, at færre opgaver skal løses af det offentlige og under demokratisk kontrol. Men det er ikke billigere og bedre, når private virksomheder løser opgaverne – heller ikke opgaver for jobcentret. Derudover er der store skjulte udgifter til selve processen, og når de private virksomheder alligevel ikke kan løse opgaven.

Find argumenterne i Kommunernes dyre udlicitering.

Flertallet i Folketinget har gjort selve administrationen af kommunernes økonomi meget vanskelig. Der er politisk bestemte lofter for udgifter til service og anlæg og skatteprocenter. Kommuner, der ikke overholder disse, bliver straffet på pengepungen og bliver skyld i, at andre kommuner også rammes. Der er nemlig indført kollektiv afstraffelse.

Find argumenterne i Hvad må/kan der gøres?

Ældrepolitisk Udvalg har udarbejdet Viden om ældre til brug i diskussionen om kommunernes indsats på ældreområdet. Den vil være at finde samme sted.

Vi forsøger at arbejde videre med gode argumenter i den politiske debat, og vi vil gerne have din hjælp.

Vi vil se på regionernes økonomi og er i gang med argumenter om klima. Skriv gerne til [email protected]