Lille kommune med store udfordringer

Enhedslisten Fanø er med i budgetforliget, og vi synes, at budgettet for i år ser fornuftigt ud.

Af: Lasse Harder Schousboe, byrådsmedlem Fanø

Fanø er en lille kommune med knap 350.000 indbyggere, og vores budget for 2024 er på knap 270 mill. kr.

Sidste år blev vi ramt af den nye udligningsordning, da gennemsnitsindtægten på Fanø er høj.

I år, da de foreløbige ejendomsvurderinger kom, stod vi til at miste 14 mill. kr. Det kunne ikke hænge sammen, så et enigt byråd suspenderede budgetforhandlingerne.

Borgmesteren og kommunaldirektøren kom i samråd hos indenrigsministeren, og medlemmerne fra ØPU fik foretræde for skatteudvalget. Der kom så nye foreløbige ejendomsvurderinger, som var gunstigere, så vi kunne lave et budget.

Enhedslisten Fanø er med i budgetforliget, og vi synes, at budgettet for i år ser fornuftigt ud. Men det bekymrer os meget, at der bliver brugt 2 mill. af kassen, og at den snart er tom. Nye indtægter afhænger af lobbyarbejdet på Christiansborg.

Enhedslisten kunne heller ikke i år opnå flertal for en skattestigning, så vi må håbe på milde vinde fra Christiansborg.

Den økonomiske ramme er for lille, og vi håber, at regeringen vil udvide rammen de næste år, så vi kan sikre et ansvarligt niveau for kommunens kernevelfærd.

Vi er en lille kommune og rammes derfor af smådriftsproblemet, men pga. den høje gennemsnitsindkomst får vi ikke som de andre små kommuner del i smådriftstilskuddet. Derfor frygter vi for de kommende års budgetter, da kommunekassen er tom, og vi har stort set solgt alle grunde og bygninger.