De fleste byrådsmedlemmer har i dette efterår stået over for massive krav om besparelser og forringelser af velfærden. Det har stillet mange af Enhedslistens byrådsmedlemmer over for svære dilemmaer.
Lapperier og/eller oprør
Enhedslistens byrådsmedlemmer har kastet sig ind i kampen for at lappe på de værste skader. Nogle steder er det lykkedes i et sådant omfang, at vi til sidst har accepteret at være med i et budgetforlig, andre steder har resultatet været helt uspiseligt. Enkelte steder er det lykkedes at lande et nogenlunde hæderligt budget.
De fleste steder, hvor vi er indgået i budgetforlig, må vi imidlertid erkende, at det ikke er lykkedes at fjerne alle forringelser. Så princippet om at stemme imod enhver forringelse er i dag i praksis opgivet i de fleste kommuner. Det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvilke principper vi så har tilbage – og det bør vi nok bruge tid på at diskutere fremadrettet.
Kan vi indgå budgetforlig, selvom der er forringelser?
Her og nu er spørgsmålet, om vi både kan indgå i lokale budgetforlig, hvor der stadig er forringelser tilbage, og være drivende i at rejse et kommunalt oprør mod de økonomiske rammer, som i dag ødelægger kommunernes mulighed for at sikre og udvikle velfærden.
Det mener jeg godt, vi kan. Det er faktisk det, vi gør. Det er også det de aktive i fagforeninger, borgergrupper og bevægelser forventer af os. Det så vi f.eks. i Aalborg, hvor 22 fagforeninger, borgergrupper og bevægelser både lagde et pres på de lokale budgetforhandlinger og krævede af byrådet, at vi skulle protestere mod regeringens økonomiske politik og kræve af KL og regeringen, at man ikke i fremtiden indgik økonomiaftaler, som undergravede velfærden. Begge dele lykkedes. Vi har aldrig flyttet så mange penge i budgetforhandlingerne som denne gang. Vi fik også skrevet ind i budgetforliget, at partierne bag dette krævede flere penge til kommunerne ved finanslovsforhandlingerne samt at fremtidige økonomiforhandlinger skulle give penge nok til at sikre velfærden og de nødvendige investeringer i den grønne omstilling. Selvom der stadig er forringelser i budgettet, mener jeg, at det var den rigtige strategi. Vi fastholdt perspektivet om et kommunalt oprør, samtidig med, at den folkelige aktivitet gav konkrete resultater her og nu.
Oprøret fortsætter
Det er helt afgørende, at Enhedslisten fastholder det nationale pres ved at fokusere på den åbenlyse paradoks mellem den bugnende statslige pengekasse det historisk store økonomiske råderum og besparelserne i kommuner og regioner.
”Velfærd frem for skattelettelser” er en parole, som har bred opbakning og presset på regeringen er så stort, at vi har reelle muligheder for at opnå resultater. Det første slag står ved finanslovsforhandlingerne, det næste i forbindelse med regeringens fremlæggelse af sin 2030-plan og det tredje slag står ved forhandlingerne om en ny økonomiaftale mellem regeringen og KL.
Den politiske linje giver næsten sig selv. Vigtigheden af denne kamp er indlysende. Derfor er der brug for en koordineret indsat mellem vores parlamentariske repræsentanter (lokalt, regionalt og nationalt), de fagligt aktive og vores afdelinger.