Hvordan skaber vi sikkerhed?

Af: Poul Eck Sørensen medlem af Freds- og KonfliktløsningsGruppen

”Rusland angreb Ukraine, derfor skal de bekæmpes til de står ved deres tidligere grænse. De skal ikke” have noget ud af at invadere et andet land”, sådan lyder det ofte. Sådan løser man imidlertid ikke nogen konflikt. Rusland løser ikke nogen konflikt ved at invadere Ukraine og vi løser ikke nogen konflikt ved at banke dem tilbage.

Ingen konfliktløsning med vold

God konfliktløsning foretages af uddannede folk, som når FN har valgt at bruge Johan Galtungs Transcend-metode. Freds- og konfliktforskning er en tværfaglig akademisk uddannelse ved mange universiteter, dog ikke i Danmark. Fag knyttet til freds- og konfliktstudiet kan bl.a. omfatte filosofi, statsvidenskab, geografi, økonomi, psykologi, sociologi, internationale relationer, historie, antropologi, religionsstudier, kønsstudier og journalistik. Kompromis og fred er ikke det samme. Ved kompromis er ingen af parterne særlig glade for løsningen. Varig fred er resultat af et samarbejde for en bedre fremtid. Aftalen skal være en win-win situation.  

Galtungs metode

Som det første kortlægges de konfliktende parters standpunkter ved at gennemføre individuelle dialoger med dem. Mæglerne må sætte sig ind i de konfliktendes mål, frygt, bekymringer og vinde tillid. Og der er forskel på mål. Legitime mål søger at opfylde menneskelige grundbehov, medens illegitime mål krænker menneskers behov. Det, vi kræver af andre, må vi også selv være parat til at opfylde. For det andet består opgaven i at bygge bro over gabet mellem alle legitime, men tilsyneladende modstridende mål. Brobygning er en forudsætning for at skabe en ny virkelighed. Der skal findes gensidigt accepterede og ønskede løsninger, som fremmer kreativitet, empati og ikke vold. Læs mere om metoden her: Galtungs Transcend metode

Hvad kunne en dialog med russerne fortælle os

Kunne den fortælle os, at Rusland føler sig truet? Er det sådan russerne ser NATOs udvidelse østpå trods løfter om det modsatte? Hvordan opfatter Rusland det, at USA i Rumænien og Polen har opstillet 48 raketsiloer, hvorfra der kan affyres atomvåben. Amerikanerne placerer atomvåben, hvor det passer dem,  som omtalt i Jyllands-Posten. (1) USA har flere hundrede baser rundt om Rusland, hvorfra de kan sende jagerfly med atomvåben og flyve ind til den russiske grænse med en varslingstid, der er lig nul. En lignende trussel ville USA ikke selv acceptere, hvilket både Cuba krisen og Monroedoktrinen (2) tydeligt viser. Det en trussel, som USA ved en konfliktløsning efter Transcend metoden må afholde sig fra.

Inden krigen foreslog Rusland forhandling (3). Forhandlinger mellem Rusland og NATO skal bygge på principper om samarbejde, samt lige og udelelig sikkerhed. De skal ikke styrke egen sikkerhed på den anden parts bekostning. Alle internationale tvister skal løses fredeligt, og parterne skal afstå fra magtanvendelse. De skal ikke skabe situationer, som kan udgøre eller anses som en sikkerhedstrussel for den anden part. Således forsøgte Rusland at forhandle om fælles sikkerhed, men alle punkter blev afvist. Som den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken sagde i et interview med CNN tilbage i januar måned: “Ingen af de muligheder er på bordet” (4).

Fælles sikkerhed er vejen frem

I fredsbevægelsen har vi i mange år arbejdet for at skabe fælles sikkerhed, som især Olof Palme arbejde for. Han udtalte: Kun en fælles sikkerhed, der indbefatter alle, vil kunne sikre en fredelig verden, og det var rent faktisk det russerne forsøgte at få os med på, men de fik afvist alle punkter. I 80’erne kæmpede fredsbevægelserne i hele Europa mod mellemdistanceraketterne – de amerikanske Pershing II og de russiske SS20 raketter). Vi kunne ikke acceptere den korte varslingstid og det lykkedes at få disse raketter skrottet. I dag er situationen mere farlig, men mange tænker ikke på det.

Hvis min antagelse er korrekt, vil mæglernes løsning være nødt til at medtage russernes frygt. Dermed bevæger man sig ind på, hvordan man skaber fælles sikkerhed. Dette vil ikke være en mulighed, hvis vi blot konstatere, at Rusland skal bekæmpes, fordi landet angreb Ukraine. Rusland skal trække sig tilbage bag grænsen, før krigens udbrud, for de skal ikke have noget ud af at invadere et andet land.

Hvad kunne en dialog med palæstinenserne fortælle os

Jeg er sikker på, at palæstinenserne føler sig undertrykt og ydmyget og langt fra at få de mest basale behov opfyldt. Og når israelerne misbruger deres magt, er det forudsigeligt, at nogle griber til voldelige handlinger. De israelske magthaverne har i årtier støttet og beskyttet bosætterne. Den palæstinensiske befolkning har fået frataget jord, blokeret for vand og hugget oliventræer om. De er blevet lukket inde på stadig mindre enklaver på Vestbredden m.m. I Gaza er palæstinenserne blevet udsat for begrænsninger, der umuliggør et værdigt liv. GAZA er reelt et fængsel på størrelse med Langeland til ca. 2,2 mio. mennesker.

Konfliktløsning

Der er kun en udvej, og det er konfliktløsning. Derfor må vores krav være våbenhvile, humanitær hjælp og fredsforhandlinger med mæglere fra FN, som arbejder ud fra gode principper. Der er ikke andre løsninger! Man kan ikke løse konflikter varigt med vold. Mæglerne skal i dialog med alle parter. Der skal ikke på forhånd ikke stilles med en færdig en løsning, ellers vil mæglingen ikke have en chance for at skabe en win-win situation. Vi skal arbejde for at bringe parterne frem til våbenhvile og fredsforhandlinger med professionelle, veluddannede mæglere fra FN.

  1. https://jyllands-posten.dk/international/ECE3276134/USA-skjulte-atomvåben-i-27-lande/
  2. Monroedoktrinener en amerikansk politisk doktrin som gik ud på at Nord- og Sydamerika skulle være fri for ydre (primært europæisk) politisk     Bag erklæringen lå i sin tid en advarsel dels til russerne i Alaska, dels til de spanske og franske interesser i Sydamerika.
  3. https://nyheder.tv2.dk/udland/2022-01-22-rusland-naevner-dem-igen-og-igen-her-er-deres-17-krav-til-vesten
  4. https://www.state.gov/secretary-antony-j-blinken-with-jake-tapper-of-cnn-state-of-the-union/

Opfordring Bliv medlem af freds- og konfliktløsningsgruppen ved at sende en e-mail til [email protected]