Krig kan ikke løse konflikten mellem Israel og Palæstina

Af: Christian Juhl, Kontaktperson for Enhedslistens Palæstinaudvalg

Passivitet må erstattes af handling fra det internationale samfunds side

Jeg blev chokeret og særdeles trist, da Hamas bombede inde i Israel og dræbte mere en 1000 mennesker, herunder mange civile. Chokeret, fordi Israel med usvigelig sikkerhed ikke blot vil forsvare sig militært, men også slå igen med mangedobbelt styrke. Trist, fordi det bringer freden og en løsning på konflikten mellem Israel og Palæstina endnu længere bort og svække de fredskræfter, der findes i begge lande.

Hvis krigen eskalerer

Jeg skrev 8. oktober på Facebook: ”Krig kan ikke løse konflikten mellem Israel og Palæstina. Derfor tager jeg kraftig afstand fra drab på civile, uanset hvem der gør det”. Det er naivt og farligt at tro, at Israel ”en gang for alle” kan løse konflikten med massive militære gensvar. Verdenssamfundet må gribe ind og forhindre, at det hele udvikler sig til en meget blodig krig. FN må hurtigt etablere en fredsskabende og fredsbevarende styrke og holde parterne fra hinanden, som de har gjort det før i Gaza.

Israels regering har ikke vilje til forhandling, og den palæstinensiske ledelse har ikke evne til at forhandle. Den ulidelige og mangeårige passivitet fra EU og skiftende danske regeringer må omsættes i konkret handlinger, der tvinger parterne til forhandling. Hvis krigen eskalerer, risikerer vi, at Hamas vinder større opbakning blandt palæstinenserne, og at den ekstreme og upopulære højre-regering i Israel vinder opbakning blandt israelerne. Og freden rykker endnu længere væk. Jeg mener stadig, at både Hamas´ drab af civile er en terrorhandling, ligesom jeg mener, at Israels modsvar er det samme.

Hvor stiller regeringen sig til en fredsplan

Det, der herhjemme har chokeret mest, er den danske regering, der har stilet sig entydigt på Israels side – uden at vide, hvad det betyder. Israel har kun en krigsplan. Betyder det, at regeringen også stiller sig entydigt bag den? Hvem stiller sig så bag en fredsplan? Prompte satte regeringen udviklingsbistanden til palæstinenserne i stå, og bevilgede i skrivende stund sølle 50 mill kr. til nødhjælp. Det svarer til 25 kr. pr. indbygger på Gaza-striben, hvor Israel har lukket for strøm, vand, mad og medicin – og forhindrer civilbefolkningen i at flygte for bomberne.

Enhedslistens krav

Forretningsudvalget udsendte d. 18. oktober en flyer til afdelingerne. Nogle medlemmer vil mene, at det er sent, men jeg forstår ganske, at vores ledelse har haft svært ved at få rede på, hvad vi skulle gøre, midt i et uoverskueligt kaos. Trine Pertou Mach og andre af vore folk har gjort en rigtig god indsats indtil nu i de offentlige debatter og i medierne. Af flyeren fremgår, at Enhedslisten kræver, at den danske regering arbejder for:

  • Øjeblikkeligt stop for kamphandlinger
  • Åbning af Gaza for nødhjælp og livsfornødenheder
  • Beskyttelse af alle civile liv og løsladelse af alle gidsler
  • Hamas’ grusomme terrorangreb skal fordømmes på det kraftigste.
  • Alle civile liv skal beskyttes – det er intet men.
Tid til solidaritet

Ligesom Israels ulovlige besættelse aldrig kan retfærdiggøre Hamas’ grusomme terrorangreb, så kan Hamas’ terrorangreb ikke retfærdige nye israelske krigsforbrydelser mod palæstinensiske civile i Gaza. Krigens love skal overholdes. En våbenhvile kan være et første skridt mod forhandlinger om en varig løsning, så den onde cirkel af vold og gengældelse kan stoppe, den ulovlige israelske besættelse ophøre, og gengældelse kan stoppe, den ulovlige israelske besættelse ophøre, og begge folk engang kan leve i sikkerhed og tryghed i hver deres stat. Nu er der i det mindste mindst én mulighed for at komme på gaden og lokalt vise vores holdninger og vores solidaritet med dem, der i disse timer og uger rammes af den vanvittige krig.