Først i december blev et krav om våbenhvile sat til afstemning i FNs sikkerhedsråd. 13 ud af 15 lande stemte for. Storbritannien afstod fra at stemme. USA nedlagde veto. Forud er gået flere fordømmelser af den israelske fremfærd. Senere stemte 153 lande for våbenhvile, heriblandt Danmark. Senest er Sydafrika gået til FN-domstol med folkedrabsanklage mod Israel.
FN har i 75 år haft en tilstedeværelse i Gaza, primært via UNRWA, som blev etableret kort efter fordrivelsen af palæstinensere op til og under Israels oprettelse som stat. 1,6 mio. ud af 2,3 mio. beboere i Gaza er flygtninge – og ca. halvdelen af UNRWA’s aktivitet sker her – med tusindvis af ansatte, skoler og sundhedsklinikker.
Det palæstinensiske spørgsmål fylder meget i FN, og flygtningenes ret til hjemvenden til Israel bekræftes i stor enighed i FN hvert år – ret til hjemvenden er et flygtningeretligt princip.
Siden 1967 har FN defineret Gaza som besat område – i lighed med Vestbredden, Østjerusalem og Golan. Nok har Israel ikke fysisk været til stede i Gaza, efter at bosætterne blev trukket ud i 2005, men blokaden af Gaza siden 2007 har betydet, at området fortsat benævnes ”Occupied Palestininan Territory” – det er relevant at have i baghovedet.
FN’s Menneskerettighedsråd har siden 1993 haft en specialrapportør vedrørende de besatte palæstinensiske områder. Israel nægter dem adgang til Gaza – og de besatte områder i øvrigt. I 2021 nedsatte Rådet en kommission: “The Independent International Commission of Inquiry on the Occupied Palestinian Territory, including East Jerusalem, and Israel” – bemærk at også Israel som sådan er med i mandatet.
Humanitær bistand og politisk afstandtagen
Når der ses på, hvad der er sket siden 7. oktober i år, så var – og er – FN i betydelig grad til stede i Gaza – med en lang række humanitære organisationer – som har erfaring i at yde nødhjælp under ekstreme forhold.
På den politiske front kom FN-generalsekretær Antonio Gueterres d. 9. oktober med en fordømmelse af Hamas’ angreb og beskrev det klart som en terrorhandling – da det i meget høj grad var rettet imod civile, og der også var tale om gidseltagen i betydeligt antal – over 200.
Dagen efter d. 10. oktober, tog han klart afstand fra Israels melding om at ville lave total blokade af Gaza og ikke lade hverken elektricitet, vand eller brændstof komme ind – og understregede, at det er en pligt i henhold til Folkeretten at beskytte civile, og at fx sundhedsfaciliteter ikke var lovlige krigsmål.
Den nok mest kendte FN-udtalelse fra generalsekretær Gueterres kom 24. oktober – på FN-dagen – hvor han holdt tale i Sikkerhedsrådet. Her gentog han fordømmelsen af Hamas’s angreb, men tilføjede:
“It is important to also recognize the attacks by Hamas did not happen in a vacuum. The Palestinian people have been subjected to 56 years of suffocating occupation”. Den israelske FN-ambassadør krævede hans afgang.
Ikke alle medlemslande har levet op til de humanitære og folkeretlige principper
Mindre opmærksomhed fik Gueterres udtalelse fra 8. november, hvor han kommenterede de store civile tab på den palæstinensiske side og sagde om den israelske krigsførelse ”there is something clearly wrong in the way that military operations are being done.” – og klart stillede spørgsmålstegn ved den israelske påstand om, at man gør alt for at udgå store civile tab.
Det er vigtigt at understrege, at hvad repræsentanter fra FN har sagt, har de sagt med afsæt i de embeder, de besidder, og på det værdigrundlag og de folkeretlige og humanitære principper, som FN’s medlemslande har bedt dem arbejde ud fra. De har forsøgt at leve op til deres pligter. Det gælder desværre ikke en række af medlemslandene i FN.