For første gang i historien har colombianerne en venstreorienteret præsident og vicepræsident, som ovenikøbet er en sort kvinde fra de sociale bevægelser. I dette enorme land, som har været præget af krig siden koloniseringen, spreder der sig et skrøbeligt håb om social forandring.
Colombia lider under naturressourcernes forbandelse. Samtidig med at landet er beriget med guld, smaragder og kul i store mængder, lever næsten halvdelen af befolkningen under fattigdomsgrænsen. Samtidig har Colombias elite i samarbejde med imperialistiske kræfter holdt magten gennem historien ved brug af brutal magt. Det mest grelle eksempel var i 80’erne og 90’erne, hvor partiet Unión Patriótica blev udsat for et politisk folkemord. Den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol har dømt den Colombianske stat for medansvar for drabet på 6000 medlemmer af partiet, foruden tortur, attentater og forsvindinger.
Den vanskelige vej til fred
Denne ulighed og det manglende demokratiske rum for forandring har ført adskillige venstreorienterede grupper til at danne guerillaer fra 60’erne og frem. Flere mindre guerillaer nedlagde våben i 90’erne med fredsaftaler, der førte til Colombias grundlov fra 1992. Senere, i 2016, kom en fredsaftale med den største og ældste guerilla FARC-EP. Desværre sikrede denne aftale ikke fred i landet. Både fordi den stærkt højreorienterede regering, der fulgte, syltede fredsaftalen, men også fordi kontrollen over landets illegale økonomier, særligt narkohandel og uformel minedrift, fortsatte under kontrol af et utal af væbnede grupper.
Colombias nye progressive regering arbejder nu for en “total fred”, som indebærer forhandlinger med landets tre tilbageværende guerillaer. Man forsøger samtidig at indgå fredsaftaler med de paramilitære grupper, så de også forpligter sig på at overholde loven.
Modsatrettede interesser
Selvom Fredsaftalen fra 2016 ikke skabte fred, skabte den en ny tro på forandring. Fortælling om at hele venstrefløjen var i ledtog med guerillaerne mistede taget i befolkningen og mange flere fik mod til at gå på gaden og kræve deres rettigheder. Dette kom til udtryk ved de største sociale mobiliseringer i landets nyere historie. De kulminerede i over to måneder af protester og blokader i forsommeren 2021. Takket være disse enorme mobiliseringer vandt Gustavo Petro og Francia Marqués præsidentvalget i 2022.
Desværre fik præsidentens alliance Den historiske Pagt, som består af en række partier og et utal af bevægelser, langt fra flertallet i kongressen. Den historiske Pagt må samarbejde med det liberale parti, de grønne m.fl. for at skaffe flertal. Venstrefløjen er lykkedes med at gennemføre enkelte reformer, men deres reformforslag går stik imod interesserne hos den politiske elite, som fortsat har et flertal.
Der var Lokal- og regionalvalget d. 29. oktober. Det bliver spændende at få at vide, hvordan venstrefløjen har klaret sig. Det er ude i regionerne, at de traditionelle politiske partier for alvor sidder og kontrollerer kontrakter, arbejdspladser og stemmekøb.