Inden forhandlinger: Alle skal løftes ud af fattigdom

Af:

Ydelseskommissionen foreslår kontanthjælpsloftet og 225 timers-reglen fjernet. Enhedslisten kalder det et godt afsæt for forhandlinger om at mindske særligt børnefattigdommen – men det er ikke nok.

Simon Halskov, Rød+Grøn

Den sidste dag i maj fremlagde ydelseskommissionen sine anbefalinger til et nyt ydelsessystem. Enhedslisten glæder sig over, at der bliver lagt op til at forenkle systemet og afskaffe en række fattigdomsydelser. Men beskæftigelsesordfører Victoria Velásquez understreger, at en ny ydelsesreform reelt skal hjælpe mennesker ud af fattigdom.

– For os er det vigtigste, at vi får en aftale, som flytter børn ud af fattigdom. Der findes lige nu tusindvis af børn i Danmark, som ikke får varmt vintertøj, som ikke kommer til fodbold eller spejder, fordi der ikke er penge til klubkontingentet, og som ikke har råd til at holde børnefødselsdag med vennerne, nævner hun og uddyber:

– Det kan vi ikke være bekendt i et velfærdssamfund. Enhedslisten går til forhandlingerne for at arbejde for, at ingen børn skal være så fattige, at de ikke har råd til at være en del af fællesskabet.

Tænk systemet forfra
Hvis det stod til Enhedslisten, var der ikke et eneste barn, som voksede op i fattigdom.

– Kontanthjælpsloftet har været en katastrofe, som har kastet tusindvis af børn ud i fattigdom. Jeg er glad for, at kommissionen lægger op til at afskaffe dette politiske makværk. Det vigtige er, at vi ikke bare skifter kontanthjælpsloftet ud med en anden fattigdomsydelse, men at vi rent faktisk sikrer ordentlig hjælp til de familier, der har mindst, fremhæver Victoria Velásquez.

Hun og Enhedslisten er åbne over for at skabe et mere enkelt ydelsessystem og tænke det forfra.

– Der er store problemer med det nuværende system, som både er uigennemskueligt og taber folk på gulvet. I sidste ende handler det om at løfte rigtige mennesker – uanset hvem de er – ud af fattigdom, understreger hun og fortsætter:

– Det skal vi bruge ydelseskommissionens anbefalinger som afsæt til at sætte turbo på. Vi ved nemlig, at fattigdom ødelægger liv for alle, som er ramt af det.

Andre udsatte betaler for forbedringer
En alvorlig slagside i ydelseskommissionens forslag er, at syge, langtidsledige, mennesker uden uddannelse, og mennesker, som ikke har været længe nok i Danmark, skal betale for forbedringer for nogle få tusind børnefamilier.

– Mange flere ryger ned på en ydelse, som kun er lidt mere end det halve af den nuværende kontanthjælpssats, nemlig 6.600 før skat pr. måned for forsørgere og 7.600 for enlige (over 30), forklarer Finn Sørensen, tidligere beskæftigelsesordfører for Enhedslisten.

– Hvis man skal have en højere sats, skal man gøre sig fortjent til det ved at opfylde skrappe krav til uddannelse og beskæftigelse. Hertil kommer de andre krav, der findes i forvejen, om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og have opholdt sig i Danmark i syv ud af de seneste otte år, konstaterer han.