Kystnaturen er under pres

Af:

Regeringen har blåstemplet ti projekter, der vil beklæde danske kyster med hoteller og ferieboliger. Samtidig har den bebudet en lempelse af den planlov, der sikrer kystlandskaberne. Enhedslisten mener, at tiltagene vil spolere en del af den vilde kystnatur, som er Danmarks naturgeografiske særkende.

Thyge Kristensen, Enhedslisten Esbjerg

Det er næsten 100 år siden man for første gang vedtog en lovgivning, der beskytter og bevarer kysterne. Det er grunden til, at vi i 2015 stadig har den uberørte natur med fri adgang til kysterne.

For at sikre det åbne kystlandskab og kystnaturen mener Danmarks Naturfredningsforening, at ny bebyggelse bør ske ved at omdanne og forny eksisterende byggeri, frem for at inddrage nye arealer nær kysten. Ifølge en Gallup-undersøgelse fra 2014 mener ni ud af ti danskere også, at de frie og ubebyggede kyster skal bevares, som de er, og via en underskriftindsamling har 120.000 mennesker ytret ønske om at bevare de frie kyster.

Desværre lytter regeringen heller ikke i denne sammenhæng til befolkningen. Således har den for nyligt givet grønt lys til ti projekter, der vil hejse byggekranerne over naturrig kyststrækning.

Enestående natur i farezonen

Varde i hovedlandet længst mod vest er Danmarks største kystturismekommune. 9,1 procent af alle Varde-borgere med job arbejder med turisme, og turistindtægterne tegner sig for 12,1 procent af skatteprovenuet.

Området fra Blåvand i syd til Nymindegab i nord er storslået med enestående hedearealer, klitter og ubrudte strande. Glæden ved traveture, en dukkert i havet, frisk luft, ravsamling og kystfiskeri er ubeskrivelig – hele året. De enorme vidder og ubrudte kyster er enestående i international sammenhæng, og tiltrækker naturelskere fra hele Danmark og ikke mindst Tyskland.

– Blåvand er en sand turistmagnet. Her omsættes for flere millioner dagligt i højsæsonen, og pænt resten af året. Selvom der er mange sommerhuse, findes der stadig perler med uberørt natur, og man kan observere de nord-sydgående fugletræk fra første parket, forklarer Arne Callesen, der er byrådsmedlem for Enhedslisten i Varde.

Nu har Varde Kommune, der ellers lever godt af den unikke kyststrækning, imidlertid fået grønt lys af regeringen til at inddrage en kystnær del af Blåvand til byggeri af luksuslejligheder – til glæde for de få.

Det er blot begyndelsen

Planerne om kystnært byggeri på et af Blåvands sidste uberørte kystområder er blandt de ti projekter med kystbyggeri, som regeringen netop har godkendt. Det drejer sig om et ca. syv hektar stort område, der i dag bruges som korridor fra bebyggelse til kysten, og ikke mindst til rekreation.

– Her vokser lyng, børn sætter drager op og man kan være heldig at se hugorme, firben og snoge. Med byggeprojektet vil legen, lyngen og faunaen forsvinde og erstattes med hegn og privat-skiltning, forklarer Arne Callesen og fortsætter:

– Enhedslisten ønsker ikke et lukket luksusområde ved Blåvand Strand. Naturen bliver taberen, og investorerne til luksushusene vil løbe med hovedgevinsten.

Desværre kan regeringens ti forsøgsprojekter, hvor der dispenseres fra naturbeskyttelses- og planloven, meget vel blot være begyndelsen, mener Henning Hyllested, Enhedslistens ordfører for turisme og landdistrikter.

– Inden længe spiller regeringen ud med sine forslag til ændringer af de love, der beskytter kystnaturen. Forslagene vil afspejle den borgerlige tankegang, hvor “naturen, det billige skidt” anses for et investeringsobjekt, der må vige for økonomiske interesser, såsom luksusboliger, forudser han.

Henning Hyllested frygter, at der træffes kølige afgørelser på baggrund af rapporter og talkolonner.

– I stedet bør politikerne selv tage ud og opleve, hvad det er for uerstattelige værdier, de er ved at sælge for ussel mammon, opfordrer han.