Når man snakker om “de store politiske familier” i EU – de liberale, de konservative, socialdemokraterne, de grønne, de højrenationale – bliver socialisterne ofte glemt. Og med kun 5,5 procent af stemmerne og 41 pladser i parlamentet blev venstrefløjen også den mindste af alle grupperne. Forklaringen skal muligvis findes fire år tilbage i tiden.
Mikael Hertoft, ledelsesmedlem af European Left
I Tyskland gik Die Linke fra 7 til 5 mandater, mens spanske Podemos næsten blev halveret – fra 11 til 6 mandater. I Frankrig røg kommunistpartiet helt ud, og venstrefløjens nye håb, Le France Insoumise fik også et langt dårligere valg, end man regnede med (6,3 procent). Den yderste højrefløj blev landets største parti med 23,3 procent af stemmerne.
– For en stor del af de folkelige klasser ser det franske højre ud til at være den politiske mulighed for at kanalisere den sociale protest og utilfredshed, konkluderer Paul Elek i en analyse for “Transform Europe”.
Partierne i Skandinavien fik acceptable valg – men i hele Østeuropa har venstrefløjen kun fået ét mandat. Den socialistiske idé er stadig i krise i øst, og utilfredsheden med EU bliver samlet op af højrenationalister.
Hvorfor? En del af forklaringen kan være, at venstrefløjen ikke turde tage opgøret med EU’s diktater, da man havde chancen.
Grækenland siger nej – og så alligevel ikke
For fire år siden var befolkningen i det dybt forgældede Grækenland i oprør. EU, Verdensbanken og den internationale valutafond krævede, at Grækenland gennemførte privatiseringer og nedskæringer, der ville fattiggøre befolkningen. Venstrefløjspartiet Syriza overtog regeringsansvaret og ville forhandle en bedre aftale på plads – men den græske regering blev blankt afvist af de øvrige EU-lande.
Situationen i Grækenland blev diskuteret ivrigt i hele Europa. Enhedslisten tilhørte den del af venstrefløjen, der støttede en “plan B” – en afvisning af EU-diktaterne. I juli 2015 gennemførte regeringen i Grækenland så en folkeafstemning om EU’s krav, og over 61 procent stemte nej. Alligevel følte Syriza sig tvunget til at underskrive et nyt memorandum med EU allerede 15. august. I perioden frem til 2019 blev den venstreorienterede regering dermed tvunget til at føre en borgerlig politik – med privatiseringer, fattigdom og arbejdsløshed til følge. Millioner af unge grækere har forladt landet.
Venstrefløjen slikker sårene
Erfaringerne fra Grækenland har været svære for venstrefløjen. De moderate på fløjen mente ikke, at et oprør og et nej var noget alternativ – der var ikke styrke i et lille land til at sige nej til EU, og derfor var Syrizas linje den eneste mulige. De moderate ønskede derfor, at vi gjorde et konkret arbejde for at gøre EU’s politik så god som muligt. Den linje lignede meget De Grønnes og Socialdemokraternes. Og med det budskab fik bl.a. Die Linke i Tyskland et dårligt EU-parlamentsvalg i år, mens De Grønne gik frem fra 11 til 21 mandater og AFD – den tyske ekstreme højrefløj – gik frem fra 7 til 11 mandater. Die Linke gik til valg på at reformere EU og havde nedtonet EU-modstanden meget kraftigt – og det blev de ikke belønnet for.
Syriza gik også tilbage i Europa-Parlamentet, og derfor udskrev Alexis Tsipras, den græske premierminister fra Syriza, parlamentsvalg i Grækenland efterfølgende. Partiet tabte som ventet valget, og landet har nu en konservativ, neoliberal regering.
Venstrefløjen slikker sårene. Og en diskussion af, hvilken strategi vi skal følge, er mere nødvendig end nogensinde før.