Med det nye Rød+Grøn er “gør-det-selv-partiet” genopstået

Af: Rasmus Holme, Ansvarlig for Enhedslisten Forretningsudvalg

Når pengene bliver små, kan man enten give op eller rejse sig trodsigt i vrimlen og tage skeen i egen hånd. Det er lige netop hvad redaktionen i det nye Rød+Grøn har gjort.

For folketingsvalget i 2021 og tabet af 4 mandater har udfordret økonomien i Enhedslisten. Pengene er ganske enkelt ikke de samme, som de har været.

Det kræver at frivillige aktivister i denne tid i vores parti skal lægge endnu flere kræfter i at drive vores parti fremad, end det har været tilfældet længe.

Jeg kalder det “gør-det-selv-partiet”. Et parti hvor vi ikke lægger os ned og giver op, når vi ikke har pengene til at have medarbejdere til at løse alskens ting og sager for os. Nogle kalder det et nødvendigt nybrud, andre kalder det hårdt arbejde. Jeg mener sådan set bare, at vi har fundet tilbage til partiets DNA.

Partistifterne havde ikke et stort partiapparat. De havde vilje, knofedt og gå-på-mod. De skabte et gør-det-selv-parti ligesom vi altid har set venstrefløjen gøre det – for hos os, har vi ingen rige onkler.

Dengang det på årsmødet blev besluttet, at pengene og understøttelse fra landskontoret ville blive mindsket markant til at drive et digitalt medlemsblad, hørte jeg mange sige; at det ikke ville kunne lade sig gøre. At det ville kuldsejle. At den første udgivelse aldrig ville blive til noget.

Guess what. Gør-det-selv-partiet er tilbage og tesen er nu modbevist.

Kæmpe stort tillykke til alle os i Enhedslisten med vores nye digitale medlemsblad og stor tak til Lole, Katarina, Marie Louise, Bjørn, Shukri, Lars, Per, Michael og Ole for deres store arbejde i vores allesammen gør-det-selv-parti!