Mødet i døråbningen flytter stemmer

Af:

Også i Haderslev og i Odense har Enhedslisten banket på hos beboerne i sociale boligområder. Rød+Grøn har fået Victoria Velasquez og Mathias Christiansen til at fortælle om deres erfaringer

Simon Halskov, Rød+Grøn

Hvilke områder har I lavet dør-til-dør-projekter i?

Victoria: På Fyn har vi primært gået i socialt udsatte boligområder, der har været på regeringens ghettolister.

Mathias: I Haderslev valgte vi at fokusere på et område i Sydbyen, der går under navnet Hjortebrokvarteret. Vi blev opfordret til at lave projektet, efter vi var blevet udpeget som en af de kommuner, hvor Enhedslisten scorede ualmindeligt lavt på to valgsteder med sociale boligområder.

Kunne I finde på at gøre det igen?

Victoria: Helt klart! Vi kan i det hele taget blive meget bedre til at gå folk i møde med inddragende aktiviteter og vores gode politik. Flere af dem, vi taler med, er meget inde i politiske emner, men har svært ved at gennemskue de politiske partier. Andre gange ved folk simpelthen ikke, at de også kan være med – også har en stemme.

Mathias: I øjeblikket er vi en afdeling med forholdsvis få aktive, og flere synes, at aktiviteten er lidt grænseoverskridende. Så her og nu har vi ikke de aktivister til rådighed, der skal til for at løfte opgaven. Men dagen, hvor vi gik fra dør til dør, var en succes, så måske gør vi det igen, når vi har kræfter til det.

Hvad har I lært af jeres dør-til-dør-projekt?

Victoria: Når vi går dør-til-dør, får vi diskuteret politik i øjenhøjde og med udgangspunkt i det, dem vi besøger dagligt går og er frustrerede over. Mennesker, der ofte er travlt engagerede eller optagede af andre ting i deres hverdag end at være politisk aktive, f.eks. som medlemmer af Enhedslisten. Mennesker, der ikke er godt nok repræsenteret i vores parti, som det ser ud i dag.

Mathias: Vi mødte mange beboere på en god måde og fik mange gode snakke. Derudover fik vi insiderviden om, hvad der rører sig blandt områdets beboere. Hvad er deres udfordringer, hvad er deres bekymringer og hvad ønsker de for deres bydel? Til valgkampe er dør-til-dør helt sikkert et spændende redskab.