Regionsaftaler er en blandet landhandel

Af:

Budgetterne for 2019 er på plads i de fem regioner – med eller uden Enhedslisten. Partiets regionspolitikere har blandt andet fokuseret på: flere hænder, bedre arbejdsmiljø, nærhed og lighed i sundhed samt grøn omstilling.

Eva Hyllegaard, Rød+Grøn

Nordjylland: Enhedslisten med for første gang

– Det er første gang, vi er med i en budgetaftale, siden vi blev valgt til regionsrådet i 2014, udtaler Susanne Flydtkjær, der som gruppeformand har deltaget i forhandlingerne.

Enhedslisten har lagt særlig vægt på investeringer i og et løft af kollektiv trafik og det grønne område som helhed. Det sker blandt andet ved en investering på yderligere tre mio. til at sikre timedrift på busdriften i samarbejde med kommunerne i den vestlige del af regionen. Der laves desuden forsøg med brintbusser, og der afsættes fem mio. i en pulje til nye investeringer i den kollektive trafik. Endelig bruges der fem mio. på en pulje til klima og grøn omstilling.

På sundhedsområdet har Enhedslisten lagt vægt på: et lille løft til psykiatrien. Flere hænder så normeringen øges, hvor presset er størst. Tiltag, der sikrer struktur og planlægning i forhold til belægningssituationen, så overbelægning og stressende arbejdsforhold kan undgås i videst muligt omfang. Og så bevares akutlægebilen i Hjørring.

Det er lykkedes at finde løsninger, der giver forbedringer på sundhedsområdet. Vores fokus har været, at andre afdelinger i sundhedssystemet ikke skal betale for, at enkelte afdelinger får deres nye prioriteringer opfyldt, når pengene ikke er til at opfylde alle prioriteringer.

Midtjylland: Politiske trædesten for 2019

Else Kayser og Signe Lund Jensen medlemmer af regionsrådet

Det kræver store overvejelser at sige nej til et budgetforlig, men måske kræver det flere overvejelser at sige ja – ikke mindst i Enhedslisten. Vil det blive opfattet som den rene reformisme? Hvad er perspektiverne ved et nej eller et ja?

Enhedslisten stillede 14 forslag til budget 2019. Hertil kom en række pejlemærker og røde linjer, så vi internt i partiet kunne vurdere det samlede budget. Da de 14 punkter var forhandlet på plads i samarbejde med andre partier, valgte vi ud fra en samlet vurdering at gå med i forliget.

De afgørende har for os været at sikre en kobling mellem faglighed og arbejdsmiljø i samarbejde med de ansatte. At der bliver sat fokus på socialt udsatte og underprioriterede patientgrupper – de psykiatrisk syge borgere.

Vigtigt var også spørgsmålet om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, herunder sundhedshuse og decentrale ambulatorier, samt at sikre fokus på forskning og faglig udvikling. Dette som grundlag for et stærkt Vestdanmark og et decentralt sundhedsvæsen i fremtiden.

Vi vil samle kræfterne om den fortsatte grønne omstilling, bæredygtighed og grundlag for at udvikle den fremtidig mobilitet. Fælles fokus var spørgsmålet om forurenede grunde som Høfde 42, Harboøre tange og Collstrup-grunden.

Syddanmark: Nej til forliget som de eneste

Lars Mogensen, medlem af regionsrådet

Enhedslistens to regionsrådsmedlemmer valgte som de eneste ikke at tilslutte sig budgetforliget i Region Syddanmark.

Budgetaftalen indeholder dog flere gode tiltag – og især psykiatrien kan se frem til et tiltrængt løft. Men de grundlæggende problemer med travlhed på vores sygehuse og de andre institutioner i regionen gøres der ikke noget ved.

Enhedslisten gik ind til forhandlingerne med en række ønsker, bl.a. om ansattes arbejdsvilkår, mere lighed i sundhed, stop for udliciteringer og privatiseringer samt mere økologisk mad. Ingen af ønskerne blev imødekommet.

Der vil derimod igen være besparelser og effektiviseringer i 2019. De såkaldte kvalitetsfondsbyggerier, bl.a. det nye supersygehus i Odense, påtvinger hele regionen effektiviseringer og besparelser allerede nu for at kunne finansiere bl.a. flytning og dobbeltdrift i en periode. Endelig lægger budgetaftalen op til flere udliciteringer og udflytning af sundhedsopgaver til private.

Aftalen kunne derfor ikke accepteres af bestyrelsen i Enhedslisten Syddanmark.

Hovedstaden: Gode tiltag, men det er ikke tilstrækkeligt

Marianne Frederik, medlem af regionsrådet

I Region Hovedstaden indgik følgende partier en budgetaftale: Socialdemokraterne, Venstre, SF, Liberal Alliance og Alternativet.

Dansk Folkeparti og Konservative forlod budgetforhandlingerne tidligt, da de ikke kunne skrive under på en tekst om Sundhedsplatformen. Enhedslisten kunne godt skrive under på teksten, og vi fortsatte vores kritiske, konstruktive tilgang, men vi fandt det unødvendigt at stille det som en betingelse.

Enhedslisten havde som taktik at få fjernet så mange nedskæringer som muligt. Derfor var vi med i forhandlingerne og en række delaftaler, der indebærer forbedringer for psykiatriområdet, akutområdet, fødeområdet, lidt til grønomstilling bl.a. mere genanvendelse af plastik, lidt til forebyggelse og mere lighed, bl.a. flere socialsygeplejersker. Derudover har vi været med til en delaftale om en 10-årig renoveringsplan og en aftale på det regionale område, hvor der ikke spares på busserne og bl.a. bevilliges penge til forsøg med en brintbus.

Mange gode tiltag for borgere, patienter og personale. Men desværre ikke helt tilstrækkeligt. Vi kunne ikke få opbakning til at bruge af centrale reservepuljer til at fjerne nedskæringer for ca. 200 mio. kr. og undgå fyringer af ca. 90 ansatte.

Sjælland: Nej til grønthøsterbesparelse

Bruno Jerup, medlem af regionsrådet

Enhedslisten i Region Sjælland ville have et budget, som var en start på en genopretning. Vores administration spillede ud med en grønthøsterbesparelse på 1 procent på vores kerneopgaver. Det betyder fyringer af sundhedsfagligt personale. Vi bruger millioner på at tiltrække personale, vi har mange ubesatte stillinger, og så beslutter man at fyre personale.

Den kollektive trafik får også sparekniven at føle. Vi forslog at frede vores busser og tog. Vi forslog en reduktion i vores brug af eksterne konsulenter på 50 mio. kr. Nogle af de konsulentopgaver, som vi køber dyrt, kan løses af vores eget personale. Der er også konsulentopgaver, der ikke skal laves.

Vi forslog også en stor besparelse på vores medicinudgifter. Borgernes skattekroner skal ikke hældes ned i medicinalindustriens og deres aktionærers lommer. I regionernes levetid er bureaukratiet vokset. Vi foreslog, at det sænkes. Der kommer ikke mere velfærd af mere bureaukrati.

Der er flere gode ting med i det budget, som vi står udenfor: Lægedækning på skadestuer i Næstved og Roskilde, socialsygeplejersker på vores sygehusenheder. Men vi ville ikke skrive under på en grønthøsterbesparelse. Enhedslisten forlod forhandlingerne en time før, alle de andre skrev under.