Hvad har den russiske revolution, som fylder 100 i år, betydet for dannelsen af velfærdsstaten? Alt, mener Michael Schølardt, som er forlagsredaktør hos Solidaritet. Rød+Grøn har talt med ham.
Gunna Starck, Rød+Grøn
Efter årsmødet var vi nogle stykker, der besluttede at pudse borgerlønsidéen af. Derfor indkaldte vi til et etablerende møde for at starte et lille borgerlønsnetværk i Enhedslisten. Vi har holdt forskellige møder, og på et af dem havde vi bedt Michael Schølardt om at komme og sige noget om lighed med udgangspunkt i Picketts og Wilkinsons bog af samme navn.
Sin vane tro holdt han jo det oplæg, han havde lyst til, nemlig et om, hvilke forandringer og brud, der fremkalder større lighed eller store samfundsændringer (krige, epidemier, teknologiske spring og statssammenbrud).
I den meget livlige diskussion efterfølgende havde Michael en bemærkning om, at uden den russiske revolution i 1917 havde vi ikke haft en velfærdsstat.
Michael: Den russiske revolution blev skabt længe inden den udløsende faktor, som var 1. verdenskrig. Soldaterne på både øst- og vestfronten havde været vidne til et langstrakt meningsløst blodbad, så den vold og død, der måtte følge med en voldelig opstand, kunne næppe afskrække dem. Det tragiske var, at revolutionen ikke lykkedes, for så havde vi undgået 2. Verdenskrig.
– Efter den franske revolution i 1789 blev der åbnet op for massernes deltagelse i det politiske liv. Efter 1. Verdenskrig blev der givet stemmeret (til nogen) og visse sociale forbedringer til masserne i håb om at undgå mareridtet – en situation som den russiske, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved selve ejendomsretten. Den russiske revolution lykkedes i første omgang, fordi bønder og hjemsendte soldater ikke ville acceptere den gamle uretfærdighed. Socialdemokraterne med Lenin i spidsen var dygtige taktisk og strategisk, den Hvide Hær var udygtig og borgerskabet var for dumme og svage.
– I dag ser vi det samme i Columbia, hvor den uretfærdige fordeling af jorden og godsejernes skræk for jordreformer får dem til at sende dødspatruljerne ud. Det er ikke byernes middelklasse – de har indset, at den form for undertrykkelse ikke kan blive ved.
Gunna: Socialdemokratierne stod jo meget stærkt og velorganiserede i Europa. og alligevel tabte de til fascisterne op gennem 20’erne og 30’erne. Hvorfor det?
Michael: De kæmpede – med rette – for det parlamentariske demokrati, men lod sig velvilligt bruge til at bekæmpe de revolutionære. Det var en fejl, for da den sag var overstået, ville de borgerlige hellere give magten til nazister og fascister end at forsvare demokratiet. Der er ingen grund til, at stalinismens forbrydelser skal overskygge den side. De borgelige frihedsrettigheder er mere vores historie og kamp end andres. De skal ikke underkendes – jeg mener, at de er en forudsætning for grundlæggende forandringer. Reformismen mener, at grundlæggende forandringer i form af de materielle vilkår og ejendomsretten kan man også forhandle sig til – det kan man ikke.
Gunna: men det er jo der, Enhedslisten får nervøse trækninger. Revolution er noget med krudt og kugler, og Listen er et revolutionært parti, så vi er altså voldelige?
Michael: Historisk er der ikke sket større brud uden vold. Folks opfattelse af vold er som elastik. Fratagelse af den herskende klasses grundlæggende privilegier giver dem, efter deres egen opfattelse, “ret” til at forsvare sig med vold. Hvad gør partiet ved et åbent oprør? 1917 var en grusom slagmark, og det vil en omvæltning blive igen. Demokrati er ikke nogen garanti mod borgerskabets voldsudøvelse. Vi skal være de tilbageholdende –men ikke naive. Kommer der et økologisk og socialt sammenbrud med millioner af døde, sultkatastrofer mv. – ja, så er vejen banet for et nødvendigt oprør.
Gunna: Vil nogen foregribe eller kunne foregribe det?
Michael: Mange forskellige politiske strømninger skal udkrystallisere sig i en massebevægelse. Der skal være et velorganiseret parti med højt til loftet, udbredt mindretalsbeskyttelse, dygtige medlemmer, der har fat i de kommende generationer – fortsæt selv listen. I samfundet skal der være bredt accepterede fasttømrede borgerlige rettigheder, stærk social sammenhængskraft og et solidt forankret ikke korrupt retssystem.
Gunna: Der ser man jo, at despoter altid starter med at gå efter dommerne og retssystemet.
Michael: Ja, det er derfor, at de borgerlige rettigheder aldrig skal underkendes.
Gunna: hvor kommer det med velfærdsstaten så ind?
Michael: Efter 2. verdenskrig, hvor tabene – denne gang især de civile – var lige så store som under 1. verdenskrig, kom der ikke større oprør. Borgerskabet havde lært af den russiske revolution, at der skulle reformer til, hvis folk skulle acceptere det, de havde været igennem. Især kvinderne havde jo vist, at de kunne køre hele samfundet – infrastruktur, krigsproduktion, bureaukrati og civilsamfund. Kommunisterne stod stærkt efter krigen, og Sovjet var inde i en moderniseringsproces med vækstrater, der i løbet af 60’erne overhalede Vestens. Der var derfor en berettiget angst i borgerskabet for, at der kunne vokse revolutionære situationer ud af de meget store, velorganiserede, røde modstandsbevægelser i især Syd- og Østeuropa. Svaret var udbygning af velfærdssamfundet.