Velfærdskampen fortsætter efter budgetaftale

Af:

Enhedslisten er med i en budgetaftale med alle de andre partier i Region Hovedstaden. Det er vi, fordi vi fik igangsat en proces med at afskaffe den rigide økonomistyring, fordi problemerne med Sundhedsplatformen ikke skal forringe servicen for patienterne og fordi der ikke, som ellers planlagt, gennemføres forringelser i den kollektiv trafik.

Marianne Frederik, medlem af Regionsrådet Hovedstaden

Med budgetforliget kan vi konstatere, at alle partierne i Regionsrådet er enige om at fjerne to procent-effektivitetskravet, da det er en stor belastning for personalet. Vi håber, at den enighed kan være med til at få sprængt det flertal på Christiansborg, der holder fast i, at der skal løbes to procent hurtigere år efter år på hospitalerne.

Det er lykkedes at komme et skridt i den retning inden for det medicinske område. Desuden bliver seks afdelinger fritaget for takststyringen, hvor man i stedet skal styre efter værdi for patienten. Det drejer sig om store afdelinger, der leverer ydelser, som svarer til en værdi på ca. to mia. kr., og har 133.000 ambulante besøg.

Penge til personale og kollektiv trafik

Ved at gå med i budgetforliget kan vi være med til at sikre, at puljepengene går til at lette personalet. Det drejer sig om en meraktivitetspulje på 128 mio. kr. og en reserve på 90 mio. kr. Derudover bevilliges der penge til at tilpasse og videreudvikle Sundhedsplatformen.

Endelig har det været vigtigt for os at få øget bevillingen til den kollektive trafik, så det eksisterende serviceniveau kan opretholdes. Vi havde gerne set en udbygning, samt større klimapolitiske ambitioner, men andre partier prioriterer at fastholde store ressourcer til turisme- og erhvervsområdet.

Vi fik langt fra alle vores ønsker opfyldt. Der er brug for flere penge til en øget befolkning, flere og dyrere behandlinger. Der er brug for at lempe udgifts- og anlægsloftet, så der f.eks. er mulighed for køkkener med økologisk mad på alle hospitalerne, og mulighed for at udbygge den kollektive trafik samt opfylde klimapolitiske målsætninger.

Vi vil sammen med andre organisationer fortsat deltage i velfærdskampen og kampen for et bedre miljø.