Arbejdsløse, syge, handicappede og socialt udsatte mennesker har fået deres vilkår markant forringet i de seneste år. Hvem har ansvaret for det? Er det regeringen, Folketinget, kommunerne, socialrådgiverne, sagsbehandlerne eller lægekonsulenterne?
Åse Barfod, socialpolitisk medarbejder
Det overordnede og det største ansvar for svigtet af syge og udsatte mennesker må klart placeres hos regeringen og i Folketinget. Det er de seneste tre regeringer, der har indgået aftaler om alle de nedskæringsreformer og forringelser, der har medført økonomiske og sociale problemer og fattigdom for store befolkningsgrupper.
Siden 2010 har vi fået en dagpengereform, en tilbagetrækningsreform, der næsten har afskaffet efterlønnen, en skattereform med nedsat regulering af overførselsindkomsterne,
En førtidspensions- og fleksjobreform, en kontanthjælpsreform, en sygedagpengereform,
En refusionsreform med 20 procent refusion for alle overførselsydelser, genindførelse af den lave integrationsydelse og en aftale om genindførelse af kontanthjælpsloft og 225 timers-regel. Senest har vi set en dagpengeaftale, der ikke genopretter forringelserne fra 2010.
Et andet menneskesyn
Oven i alle nedskæringsreformerne kommer regeringens årlige budgetaftaler med kommunerne, der tvinger kommunerne til nedskæringer på velfærden.
Selvom kommunerne er blevet pålagt at udfolde alle disse forringelser, har de stadig et stort ansvar for at administrere lovgivningen bedst muligt og behandle borgerne ordentligt og anstændigt. Her halter det i mange kommuner og hos mange sagsbehandlere. Vi ser alt for ofte, at alt for mange borgere får en dårlig og nedladende behandling, når de møder op i jobcentret eller en anden forvaltning. Og vi ser, at der bliver truffet beslutninger hen overhovedet på borgerne; beslutninger, som de ikke har nogen indflydelse på, og som kan være stik imod deres behov og ønsker.
Vi har brug for et andet menneskesyn. Vi har brug for, at den enkelte borger behandles med respekt for sin værdighed og integritet. Vi har brug for, at kommunen og sagsbehandleren i fællesskab med borgeren finder frem til løsninger, der fører til, at borgeren kan få et bedre liv.
Vi har brug for at komme væk fra tankegangen, at det er borgerens egen skyld, at han eller hun er arbejdsløs. Vi skal frem til, at der skabes arbejdspladser, så borgeren kan tilbydes job.
Samtidig har vi brug for, at indsatsen for mennesker, der er ramt af alvorlig sygdom, ulykke eller handicap, ikke kun drejer sig om, hvordan de syge kommer tilbage til arbejdsmarkedet, men om hvordan den enkelte syge borger får det bedst mulige liv.
[Boks] Hvad kan man gøre?
Mange afgørelser er skønsafgørelser. Det betyder, at kommune og sagsbehandler kan have afgørende betydning for behandlingen af borgerens sag. Dermed kan den enkelte kommunalpolitiker og sagsbehandler gøre en forskel.
Man kan oplyse borgerne om de muligheder og rettigheder, som lovgivningen giver. Man kan hjælpe de unge med vejledning, så de finder den rigtige uddannelse. Man kan tilbyde de arbejdsløse nødvendige kurser, så de er kvalificerede til de job, der er. Man kan bevilge revalidering, til de der ikke kan tåle at arbejde inden for deres hidtidige fag. Man kan bevilge fleksjob til de, der ikke kan arbejde på fuld tid. Man kan sørge for en effektiv og anstændig sagsbehandling, så de, der ikke kan arbejde, kan få bevilget pension efter det lovbestemte ressourceforløb. Man kan sørge for at tale med borgerne, inden man giver økonomiske sanktioner. Man kan sørge for boliger til de hjemløse.
Endelig kan man fratage lægekonsulenterne den magt, som de enten selv har tiltaget sig eller som kommunerne har givet dem. De har efter lovgivningen ingen kompetence til at afgøre, om en syg borger skal meldes rask, eller om borgeren skal have forlænget sine sygedagpenge.