Unge blæser til kamp for vores busser

Af: Frederik Dahler, formand for Rød-Grøn Ungdom

Siden starten af september har Rød-Grøn Ungdoms kampagne for god, grøn og gratis offentlig transport indsamlet tusindvis af håndskrevne breve fra lærlinge og elever til transportministeren. Budskabet er klart: Ungdommen er træt forringelserne af den offentlige transport og kræver politisk handling nu.

Uanset om vi er unge eller voksne, og uanset om vi bor i byen eller på landet, vil vi det samme: Vi vil kunne bevæge os nemt og billigt rundt, så det er let at komme i skole eller på arbejde, til fest eller til lægen.

Det skal man kunne, uanset om man har en bil eller ej. Sådan ser Danmark desværre ikke ud i dag. Årtiers nedskæringer har efterladt vores offentlige transport i en krise, der kun bliver værre. Færre passagerer giver færre billetindtægter til trafikselskaberne, som derfor er nødt til at hæve priserne eller skære i afgangene for at få budgetterne til at holde. Dyrere priser og færre afgange giver færre passagerer, og sådan fortsætter den onde spiral år efter år.

Det har store konsekvenser. Over hele landet oplever vi store prisstigninger, flere forsinkelser, færre afgange og hele ruter, der bliver nedlagt. I byer som Holstebro og Frederikshavn bliver bybusserne sparet helt væk!

Forsinkelser og forringelser

Derfor har vi i Rød-Grøn Ungdom siden september kørt en kampagne for at bevare vores busser og færger – og stoppe prisstigninger på den offentlige transport. Vi har besøgt gymnasier og erhvervsskoler fra Ringkøbing i vest til Bornholm i øst, fra Hjørring i nord til Maribo i syd. Alle steder siger eleverne eller lærlingene det samme: Forringelser, forsinkelser og for dyre billetter skaber et ekstra pres i hverdagen og tvinger mange til at købe bil, selvom de helst havde været foruden.

Stor opbakning til kampagne

Når vi kommer på skolebesøg, inviterer vi folk til at skrive breve til transportministeren, hvor de kan dele deres oplevelser og forslag til forbedringer. Allerede har vi samlet flere tusindvis, fordi der er så store frustrationer – og derfor stor skrivelyst. Her er et par citater fra brevene:

”Overfyldte busser og forsinkelser er hverdag. I går kørte bussen forbi os, fordi den var fyldt, og vi måtte selv finde en måde at komme i skole.” – elev fra Skanderborg Gymnasium

”Bussen går én gang i timen og kører slet ikke i weekenden. Det er ikke nok for os, der ikke bor i byer. Det er ikke os alle, der har nogen til at lege chauffør for os!” – elev fra Midtsjællands Gymnasium

”Jeg har nærmest ikke råd til at komme i skole. Det er for dårligt.” – elev fra Horsens Gymnasium

Vi er kun lige gået i gang, men vi er allerede overvældede over den opbakning, vi får ude på skolerne. Vi håber, at vores kampagne kan spille en lille rolle i at skabe den bevægelse, der skal til for at presse politikerne til at investere i den kollektive trafik, stoppe buskrisen en gang for alle og sikre god, grøn og gratis offentlig transport i hele landet.