At kæmpe mod fascismen handler om overlevelse

Af: Albert Scherfig, historiker, og Lole Møller, R+G

Generation Identitær glædede sig over, at deres møde d. 21.september blev sikret mod venstrefløjens vold bag Christiansborgs tykke mure, hvor de samlede små hundrede deltagere. Der er ikke noget nyt i, at dele af det borgerlige Danmark flirter med radikale højreorienterede kræfter. Det gjorde konservativ ungdom også i 1930erne, hvor de gik gennem gaderne i uniform, skrårem og støvler, inspireret som de var af den italienske fascisme og den tyske nazisme. Generation Identitær er en del af et europæisk netværk. De etablerede sig i Danmark i 2017. På programmet står bl.a. kampen mod muslimske befolkningsudskiftning og masseindvandring,

Antifascistisk Aktion havde indkaldt til demonstration på Slotspladsen, hvor bl.a. historiker Albert Scherfig talte. Han påpegede, at det er vigtigt at vise modstand mod fascisterne. Hvad de nye fascister kalder sig, eller hvordan de camouflerer deres hadtale, er uinteressant.

-For mig er det vigtigt at vi husker hinanden på, hvorfor vi kæmper imod fascisterne. At kæmpe mod fascismen handler om overlevelse. At kæmpe mod fascismen handler om at yde omsorg for hinanden. Det handler om at holde ryggen fri. Vi skal huske på, at fascisterne vil udrydde alt, hvad der er smukt, når det er jøder eller muslimer, transkønnede eller homoseksuelle, romaer eller kommunister. Fascisterne ønsker ikke, at vi skal overleve. Derfor bliver vi nødt til at forsvare os, fastslog Albert Scherfig.

Historisk forræderi

Som efterkommer af arresterede og internerede kommunister er jeg i dag kommet for at fortælle deres historie. Vores historie. Det er en historie om politikere, der legede venner med fascisterne. En historie om ulovlige arrestationer. Lyssky registreringer og en grundlovsstridig lov. Det er en historie der handler om et forræderi. Det største forræderi staten har udsat sine borgere for i demokratiets historie. Det var ikke en fascistisk soldat, der hentede min oldefar den 22. juni 1941. Det var det danske politi, sendt af danske politikere. En hær af danske betjente indfangede op mod 400 mennesker i løbet af den morgen.

Det var ikke fascistiske generaler, der skrev loven mod kommunisterne. Det var en dansk minister. Et samlet dansk folketing vedtog loven. Loven der med tilbagevirkende kraft fjernede de demokratiske regler. Det var en dansk højesteret der godkendte den. Alt sammen for at lege venner med fascisterne. Ikke én avis forsvarede vores familier. Ikke én avis påberåbte vores familiers ytringsfrihed. Vi taler om mennesker der var taget som gidsler. Mennesker, der skulle ofres til fascisterne, for at andre kunne komme nænsomt gennem krigen. Gidsler, der sad i danske fængsler, i danske lejre og ventede på en uvis skæbne.

Albert Scherfig sluttede med at takke alle aktive antifascister.