Bliv klimaaktivist!

Af:

Enhedslisten kalder sig “bevægelsernes parti”, fordi vi erkender, at vi ikke kan løfte for eksempel klimadagsordenen alene – vi har brug for aktivisterne.

Af Sarah Glerup, Rød+Grøn

Det er bevægelsernes fortjeneste, at klima er kommet på dagsordenen i Danmark. Så kontakt er vurderingen fra Mai Villadsen, der som klima- og miljøordfører har stået på skuldrene af aktivister:
– 70 pct. målsætningen var aldrig blevet en realitet uden børn og unge, bedsteforældre, alle slags mennesker på gaden fra Herning til Hillerød. De har givet os første grønne folketingsvalg nogensinde. 

Gensidig opbakning

Bevægelserne hjælper Mai, der kvitterer med information om sit parlamentariske arbejde.
– Man overser let dagsordner med mindre nogen råber højt. Lige nu sidder jeg med en sag om en virksomhed, der importerer olierester fra Norge og udleder dem til havmiljøet. Den blev jeg kun opmærksom på, fordi en en gruppe lokale fiskere, som opdagede døde, deforme fisk, slog a larm, siger hun.
– Selv rækker jeg ofte ud til NGO’er, der arbejder med medmenneskelighed frem for økonomi for øje. Og så forsøger jeg at arbejde tæt med aktivistiske grupper som FridaysForFuture og Extinction Rebellion. Det er afgørende for dem at vide, hvad temaet for næste måned på Christiansborg er, så de kan byde ind med gode aktiviteter. Så jeg prøver at holde dem orienteret. Mit arbejde kunne jo ikke lykkes uden bevægelserne – derfor er det vigtigt, at Enhedslisten også understøtter bevægelsernes arbejde.

Der er ærefrygt at spore i Mais stemme, når hun taler om de aktivister, hun møder i sit parlamentariske arbejde.

– Det er især fedt at se energien blandt børn og unge børn, der nærmest laver femtekolonnevirksomhed derhjemme. Jeg talte forleden med en venstremand, hvis datter nægtede at drikke mælk og protesterede, når han serverede bøffer. Det siger noget om, hvad bevægelser kan!

Mange måder at være aktivist på

Venstremandens datter er et eksempel på, at aktivisme ikke nødvendigvis kræver, at man skal samle tusind mennesker foran Christiansborg. Mai nævner i flæng skolestrejker, Venligboernes gode naboskab og #MeToo på de sociale medier.

Man kan være aktivist på mange måder! Og små grupperinger kan gøre en forskel. En, der har gjort stort indtryk på mig, er en mand ved navn Bjarne Hansen fra Thyborøn-egnen. Han har arbejdet hele sit liv på at få oprenset de grunde deroppe, som Cheminova har forurenet. Med den finanslov vi lige har lavet, lykkes det omsider. Bjarne er bevis på, at nogle gange skal man bare blive ved, mener Mai, der slutter med en opfordring:
Jeg håber, at mange vil lave aktivisme på gaderne eller på nettet med det mål at få flere med på en grøn, retfærdig verden uden diskrimination. For vi kan kun forandre verden i fællesskab.