‘Børnene Først’ mangler fokus på forebyggelse


Regeringens anbringelsesudspil rummer gode intentioner om børnerettigheder og stabilitet, men der mangler fokus på forebyggelse og ressourcer til ordentlig sagsbehandling.

Anna Berg, socialpolitisk rådgiver

Selvom der er gode takter i regeringen udspil til en anbringelsesreform, ‘Børnene Først’, kommer vi aldrig i mål uden at afsætte de nødvendige ressourcer til at styrke sagsbehandlingen og nedbringe arbejdspresset for socialrådgiverne. Det mener Enhedslisten, der desuden savner fokus på forebyggelse, tidlig opsporing og samarbejde med familierne i regeringens udspil.

Rettigheder og sagsbehandling kræver ressourcer
Hvis vi skal lykkes med at give udsatte børn en bedre hverdag, hvor børnene mærker deres rettigheder, er det afgørende at nedbringe arbejdspresset og det antal sager, den enkelte sagsbehandler sidder med. Socialrådgiverne på børneområdet er en af landets mest stressede faggrupper, og det siger sig selv, at man ikke kan sagsbehandle i høj kvalitet eller møde udsatte børn og deres familier med det nærvær, der er nødvendigt, når man skal tage sig af 35-40 sager ad gangen.

For Enhedslisten er hovedfokus i forhandlingerne om en ny anbringelsesreform derfor at sørge for, at det bliver afsat de nødvendige ressourcer til, at socialrådgiverne har tid og kompetencer til opgaverne. Ellers risikerer vi, at de gode intentioner og flotte ord aldrig bliver til virkelighed. Konkret foreslår vi et lovbestemt loft over, hvor mange sager en socialrådgiver på børneområdet må sidde med. Tallet kan variere en smule efter sagsbehandlerens anciennitet og sagernes kompleksitet, men bør gennemsnitligt ligge på 25 sager pr. sagsbehandler.

Desuden foreslår vi, at der altid kobles to sagsbehandlere på anbringelsessager. Det skal sikre mulighed for sparring mellem sagsbehandlerne, forebygge fejl og forkerte afgørelser og desuden skabe ro og kontinuitet for udsatte børn i mødet med kommunen.

Behov for forebyggelse
Et vigtigt mål med en reform af anbringelsesområdet må være, at børns mistrivsel opdages så hurtigt som muligt, så vi kan sætte ind med de rigtige indsatser, før problemerne vokser sig så store, at en anbringelse er nødvendig. Derfor er det ærgerligt, at de tidlige og forebyggende indsatser er fuldstændig fraværende i regeringens udspil.

Vi skal selvfølgelig fjerne børn, når det er nødvendigt, men hvis en anbringelse kunne være undgået med anden hjælp, så er det børnene, vi svigter.

Der findes allerede gode erfaringer med at have socialrådgivere tilknyttet folkeskoler og daginstitutioner. En sådan tværfaglig indsats kan hjælpe pædagoger og lærere med at støtte udsatte børn og tale med familierne om barnets behov. I Københavns kommune har man eksempelvis fået kendskab til dobbelt så mange udsatte børn ved at tilknytte socialrådgivere til skoler og institutioner, ligesom børnene er meget yngre, når hjælpen sættes ind første gang. På den måde kan vi forhindre, at børns mistrivsel forværres. Det er god socialpolitik, som vi skylder udsatte familier.

Forældre til udsatte børn er ikke fjender
I regeringens udspil tegnes desværre et billede af udsatte børns forældre som fjender, der står i vejen for børns trivsel og udvikling, fordi de har interesser i modstrid med børnenes. Så simpel er virkeligheden ikke.

Selvfølgelig findes der forældre, som svigter. Og selvfølgelig er det for nogle børn bedst at vokse op i en anden familie end den, de er født ind i. Disse børn skal naturligvis have et andet hjem, i en plejefamilie eller på en institution. Det betyder imidlertid ikke, at det altid vil være sådanne børn at ’kappe båndene’ til deres biologiske forældre. Børn er ikke små planter, der bare kan ompottes: lidt frisk jord, og så er den hjemme! Nej, børns problemer med og kærlighed til deres forældre forsvinder ikke, fordi vi giver dem et nyt hjem. Og hvis vi fjerner børn fra forældre med tvang, når der kunne været givet hjælp og støtte på anden vis, så træder vi på børnenes rettigheder.

Derfor bør fokus i en anbringelsesreform være en indsats for hele familien, uanset om barnet skal bo hos sine forældre eller andetsteds. En god relation mellem forældre, socialforvaltning og plejefamilie er en vigtig forudsætning for en rolig og stabil anbringelse og derfor bedst for barnet. Regeringens skræmmebillede af udsatte børns forældre og dertilhørende fokus på tvang kan desuden skræmme forældre, der har det svært, fra at søge hjælp. De kan jo frygte, at kommunen automatisk vil fjerne deres barn. Det må ikke ske, for det vil stik imod intentionen stille udsatte børn endnu værre.

I stedet for at gå efter flere anbringelser skal vi gå efter rigtige anbringelser, hvor det er absolut nødvendigt. På den lange bane bør målet for et samfund som det danske være, at færre børn anbringes, fordi vi lykkes med at støtte og hjælpe udsatte familier i tide.