Forebyg frem for automatisk at fjerne

Når regeringen vil tvangsfjerne flere, kan det gå ud over børn, hvis forældre ikke matcher forestillingerne om den klassiske kernefamilie. Det har spastiske Mulle og hendes datter oplevet – og selvom fejlen blev rettet, er sporene varige.

Sarah Glerup, Rød+Grøn

Mens mange hylder regeringens børneudspil, er Mulle Skouboe, 34, og hendes 13-årige datter Jasmin bekymrede. De anerkender, at tvangsfjernelser kan være på sin plads, men ved bedre end de fleste, at der kan ske fejl. For i 2015 blev Jasmin fjernet, bl.a. fordi hendes mor er spastiker og ifølge fordomme en dårlig forælder.
– Der er så mange folk, der kigger ned på os. Mig fordi jeg har ADHD, og mor fordi hun er handikappet, fortæller Jasmin over Zoom.
Hun sidder lidt uroligt foran en seng, i hvad der for mig ligner et tjekket teenageværelse. Jeg kan i hvert fald spotte en uglebamse og en meget pink plyskat.

Mulle giver sin datter ret:

– Både i børnehaven og skolen har jeg skullet løbe stærkere for at blive anerkendt som mor. Jeg har fået mange fordømmende blikke, og vi er blevet undersøgt i hoved og røv.

Burde du steriliseres?
Det siger sig selv, at det er en mundfuld at få barn, især når man behøver kørestol og handikaphjælpere i hverdagen. Det var Mulle faktisk den første til at indse.
– Jeg var kun 20 år, da jeg stod med en positiv graviditetstest. Dengang var jeg dum og naiv, så jeg tænkte: “OK, jeg går på kommunen og beder om hjælp”! Det skulle jeg aldrig have gjort.
Resultatet blev trusler om at fjerne Jasmin fra fødslen.
– De mente, at når jeg behøvede fysisk hjælp, så kunne jeg ikke tage vare på et barn. Da jeg så havde født Jasmin, og hun lå i mine arme, kom en læge og sygeplejerske ind og spurgte, om jeg har overvejet at blive steriliseret, så jeg ikke sætter flere børn i verden? Da jeg fik min yngste seks år senere, var der gudødme en sygeplejerske til, der stillede samme spørgsmål!

Jasmin blev ikke fjernet fra fødslen, men i 2009 laver man en forældreevneundersøgelse af Mulle, som hun dumper med et brag:

– Jeg skulle bl.a. lægge puslespil på tid. Og jeg er altså en sprællemand uden snor, så selvfølgelig dumper jeg! påpeger Mulle, hvis spastiske arme netop flagrer vildt, når hun fortæller.
Havde myndighederne fjernet Jasmin i 2009, kunne Mulle til dels forstå det, da Jasmins far var voldelig. Men årene gik, og Mulle får rettet op på sit liv. Hun finder en ny, stabil mand, får endnu et barn, og alt fungerer – til en mandag eftermiddag i 2015.

– Jeg var syv og kom hjem fra skole via bagvejen. Fra haven hørte jeg min mor græde. Jeg spurgte, hvad der var galt, og så fik jeg at vide, at jeg ikke skulle bo hjemme ved mor og far længere. Så begyndte jeg også at græde, fortæller Jasmin, der aldrig blev glad for at bo hos plejeforældre.
– Jeg ville bare gerne have, at det var overstået, for det var ikke særligt sjovt at være der.

Tør aldrig bede om hjælp igen
Der skulle gå 2 år og 7 dage, før Jasmins bøn blev hørt. På det tidspunkt havde nogen i kommunen indset, at forældreevneundersøgelsen fra 2009 var ubrugelig. En ny undersøgelse uden puslespil viser nu, at Mulle er egnet som forælder. Jasmin kommer hjem – men tvangsfjernelsen har sat varige spor.
– Jeg husker, da kommunen endelig meddeler Jasmin, at hun skal hjem og bo. Jasmin rejser sig, tager et stykke papir og en kuglepen, lægger dem foran sagsbehandleren og siger: “Jeg vil gerne have, at du skriver det ned, for så kan du ikke løbe fra aftalen.” Hun var kun ni år! siger Mulle, der stadig har mareridt om Jasmins afmagtsskrig den mandag i 2015.

Resten af familien er også påvirket.
– Min mindste begyndte at udvikle angst og sagde som 3-årig: Jeg tør ikke blive lige så gammel som Jasmin, for så tager de måske også mig, fortæller Mulle.
Selv er Mulle blevet bange for at bede kommunen om hjælp.
– Jeg bad jo om hjælp. Jeg var åben og en holdspiller. Jeg søgte om aflastning, men det blev til tvangsfjernelse. Jeg bad om at få Jasmin udredt, for allerede i børnehaven bemærkede de, at hun var ustyrlig. Samtlige pædagoger og PPR slog det hen med: “Det er, fordi mor er handikappet og har hjælpere i hjemmet.” Der gik fem år, før nogen lyttede til mig og konstaterede, at Jasmin såmænd bare har ADHD!

Lyt og spørg
Med regeringens børneudspil risikerer flere som Jasmin at blive anbragt – eller bortadopteret, så der ingen vej er tilbage. Alene frygten for tvangsfjernelser kan føre til, at flere ligesom Mulle ikke tør bede om hjælp, selv når hjælp er barnets tarv.

I stedet for automatisk at fjerne mener Mulle og Jasmin, at myndighederne skal forebygge.
Mulle ønsker at blive set for mere end sit handikap, mens Jasmin vil have kommunen til at lytte til børn:
– Jeg synes, man skal tjekke ind hos barnet hver måned og høre, hvordan det har det. Selvfølgelig skal kommunen tage højde for, at børn kan blive tvunget til at lyve, men så kan de spørge dem rundt om barnet. I min alder fortæller man f.eks. sin bedste veninde alt – så de kan bare spørge hende!