Boligaftalen definerer nye ghettokriterier, dikterer nedrivninger og indfører håndfast topstyring med beboernes sammensætning og sprogbrug.
Med de gamle kriterier var antallet af såkaldte ghettoer faldet fra 40 i 2013 til 22 i 2017. De nye kriterier flytter målstolpen for de boligområder, der ellers var inde i en god udvikling, så antallet af ghettoer atter vokser, hvilket i sig selv er unfair. En mindre del af dem får sågar et ekstra stempel som de “hårdeste ghettoer”. Alle er dele af en større gruppe boligområder stemplet som “udsatte”. En plads på listen er ikke blot stigmatiserende, men ændrer også på beboernes rettigheder.
En ghetto kan ikke være hvid
Med de nye ghettokriterier bliver etnicitet i sig selv et kriterium. Et område, der opfylder blot to af de fire første kriterier (se kriterierne i faktaboksen) kan stemples som “ghetto”, hvis området samtidig har en overvægt af beboere med ikke-vestlig baggrund. Et boligområde, der opfylder samtlige kriterier 1-4, kan derimod højst kaldes “udsat”, hvis bare beboerne er etnisk danske. En ghetto kan altså aldrig være hvid, men defineres som et sted, hvor hudfarven primært er brun. Det er usaglig racial profilering, mener Enhedslisten.
Samtidig dikterer ghettopakken hen over hovedet på beboerdemokratiet, at arbejdssproget til alle møder mv. i udsatte boligområder skal være dansk – igen et tiltag møntet på etnisk baggrund. Endelig indfører pakken håndfast styring med beboersammensætningen i udsatte boligområder.
Ned med de billige familieboliger
De områder, der stemples som “hårdeste ghettoer” tvinges til at nedbringe andelen af almene familieboliger til højst 40 procent inden 2030 – ellers nægtes de støtte fra Landsbyggefonden. Hvis der er plads, kan de gøre det ved at bygge nye ejer-, andels- eller private lejeboliger mellem de eksisterende bygninger. Ellers er der kun en vej: Væk med de almene familieboliger. De må sælges, omdannes eller rives ned. I yderste konsekvens får boligministeren og aftaleparterne hjemmel til at afvikle hele boligområder henover hovedet på kommunalbestyrelser og beboerdemokrati. Det giver reelt frikort til liberalisering af boligmarkedet, for ministeren kan således afvikle nogle områder med 100 procent almene boliger og genetablere dem med kun de 25 procent almene boliger, loven kræver for nye områder.
Uanset om familieboligerne afskaffes med salg eller bulldozere, så er det tilladt at opsige beboerne uden videre. Lejernes almindelige rettigheder gælder ikke. Og hvor de skal bo i stedet for, interesserer tilsyneladende ikke parterne bag ghettopakken. De fastslår kun, at genhusning på ingen måde må gå ud over eksterne ventelister og altså højst ske internt i ghettoen – hvor boligerne jo netop er revet ned.
“Delaftale om initiativer på boligområdet, der modvirker parallelsamfund” blev vedtaget af V, K, LA, S, DF og SF.