Plusser og minusser i Boris’ Brexit deal

Af Kenneth Haar

Skal man tro Boris Johnson, fik han alt han ville ha’. Det er ikke rigtigt. Men aftalen mellem EU og Storbritannien har en ny type forhold til unionen, der ikke ligner den norske model.

Det var på et hængende hår, at EU og Storbritannien enedes om en handels- og samarbejdsaftale kort før den skarpe deadline i slutningen af december 2020. Skal man tro Premierminister Boris Johnson, fik han i pose og sæk og trak en aftale i land, der giver alle fordelene ved EU-medlemsskabet, og ingen af ulemperne. 

Han fik da også netop dét, han primært gik efter: En aftale, hvor briterne ikke er underlagt beslutninger i EU-institutionerne. Briterne er ikke underlagt EU-domstolen og vil i princippet ikke blive bedt om at indføre de nye regler, der måtte komme i form af direktiver og forordninger inden for det indre marked, eller for den sags skyld fastholde de gamle.  Den britiske model er ikke som den norske.

Britiske sejre og nederlag

Det kommer de dog til at betale en pris for. For mens britiske varer fortsat kan sendes til EU uden told og kvoter, så betyder det ikke, at det bliver gnidningsfrit. Landbrugsvarer skal f.eks. attesteres af bl.a. veterinærmyndigheder, og det i en grad, så det har affødt den kommentar, at der knap findes dyrlæger nok i landet til at løfte opgaven. Briterne kan selv uhindret fastsætte deres standarder, om end det er klart, at hvis de afviger fra EU’s standarder, kan det hurtigt få konsekvenser for handlen. Det gælder f.eks. inden for kemikalier og medicinalprodukter, hvor udgangspunktet vil være tæt samhandel, men med udsigt til mange knaster i fremtiden. Konflikter skal klares gennem klageprocedurer, som briterne kalder ’styret divergens’.

På andre højprofilerede områder, har briterne også fået plads. Det gælder f.eks. statsstøtte til virksomheder, hvor briterne har frit spillerum. Dog ikke mere end, at EU vil tage modforanstaltninger, hvis det vurderes, at virksomheder i et eller flere medlemslande er udsat for urimelige konkurrenceforhold.

På andre områder måtte Boris Johnson notere nederlag. Især er aftalen papirstynd, når det kommer til tjenesteydelser, også briternes økonomiske kronjuvel: finansielle ydelser. På det område venter Londons finanshuse i spænding på resultatet af en fælleserklæring om at søge samarbejde i fremtiden. Indtil videre har EU generøst tilladt, at de mest værdifulde handler kan foregå gnidningsløst, men der udestår lange, måske permanente forhandlinger om den britiske finanssektors vilkår på de europæiske finansmarkeder.

En ny type relation med EU

Om det er en god aftale afhænger derfor ikke bare af, hvem man spørger, men også af, hvornår man spørger. For som på finansområdet, er der et utal af løse ender, som parterne vil forhandle om hen ad vejen. Der vil blive nedsat komitéer og fora, der vil blive sat til at udvikle løsninger eller finde kompromiser, og ikke altid under parlamentarisk kontrol.

Briterne har uden tvivl banet vejen for en ny type relation med EU, et forhold, der ligger et pænt stykke fra den norske, islandske og schweiziske. Spørger man Sosialistisk Venstreparti, Senterpartiet og Nej til EU i Norge, har den sine fordele. Men det endelige regnestykke kan ikke gøres op endnu.