”Vi ønsker ikke hjælp til at flygte. Vi ønsker hjælp til at blive”. Det er det klare budskab, som Enhedslistens Søren Søndergaard bringer med sig efter sit besøg i selvstyreområdet Rojava i det nordøstlige Syrien.
Søren Søndergaard
Lige før jul besøgte jeg selvstyreområdet Rojava i det nordøstlige Syrien. Der er tre vigtige budskaber, der kom ud af turen.
For det første: Rojava eksisterer. Selvom et område er blevet besat af Tyrkiet, så har Rojavas myndigheder stadig kontrol over størstedelen af territoriet. Et valg er blevet aflyst på grund af den tyrkiske invasion, men forsøget på at opbygge et demokratisk selvstyre, hvor forskellige kulturelle, religiøse og etniske grupper lever fredeligt sammen forsætter. Så det er den gode nyhed.
For det andet: Den dårlige nyhed er, at selvstyret er under et enormt pres. Mange tror, at der blev indgået en våbenhvile efter den tyrkiske invasion i oktober. Men siden er der blevet gennemført hundredvis af angreb. Både luftangreb, angreb med langtrækkende kanoner fra Tyrkiet og landangreb. Mange er dræbt og endnu flere såret. 300.000 måtte flygte ved det tyrkiske angreb, og 60.000 er flygtet siden. Herunder mange fra kristne landsbyer. Så krigen forsætter, og selvstyret og lokalbefolkningen er under voldsomt pres.
For det tredje: Det er stadig åbent, hvordan det ender. Det er ikke afgjort. Tyrkiet ønsker at erobre hele området. Men det ønsker folk, der bor i Rojava, bestemt ikke. Det gælder selvfølgelig kurderne. Det gælder de kristne, som ved, at hvis de først bliver fordrevet fra det område, hvor de har været i næsten 2000 år, så kommer de aldrig nogensinde tilbage. Og det gælder de arabere i området, som ikke støtter IS, men som også ønsker at leve i et fredeligt, multikulturelt samfund. Faktisk har rigtig mange arabere ofret deres liv i kampen mod den tyrkiske invasion som en del af selvforsvarsstyrkerne SDF. Hvad der kommer til at ske er stadig et åbent spørgsmål. Derfor er vores solidaritet så vigtig.
Så budskabet fra besøget er, at selvstyret eksisterer. Der er noget at kæmpe for. Det er under pres, men det er blandt andet vores solidaritetsindsats som kommer til at afgøre, hvordan det ender.
Vores hjælp er afgørende
Når nødhjælpen bliver kørt ind i Syrien, er det en forsvindende lille del, der går videre til Rojava. Dette på trods af, at der er hundredtusinder af flygtninge i området, og at der netop nu kommer endnu flere til på grund af Tyrkiets angreb og de voldsomme bombardementer i Idlib. Mange internationale organisationer trak sig ud af området, da Tyrkiet angreb. Og selvstyret i Rojava får heller ikke direkte hjælp fra f.eks. Danmark eller andre EU-lande, som ellers var så glade for, at Rojava nedkæmpede Islamisk Stat.
Der er akut brug for nødhjælp til flygtningelejrene – og til at få en sundhedssektor op at stå. Mens jeg var dernede, gik Kurdisk Røde Halvmåne i gang med at lave brystscanningsprogrammer – for kvinder får også brystkræft i Rojava. I de sidste mange år har der ikke været nogen som helst form for undersøgelser eller behandling. Nu begynder man at gøre noget ved det. Men fra scratch. Så der er et ekstremt behov for hjælp til at opbygge en sundhedssektor. Medicin, forbindinger, hæfteplaster. Alt mangler. Også læger, der kan tage ned og operere.
Anerkendelse er vejen frem
Det største problem for Rojava er, at de er politisk isoleret. Det er helt absurd, at man sidder og forhandler fred, uden at selvstyret er med ved forhandlingsbordet. De fem millioner mennesker i Rojava holdes udenfor. Hverken Assad, Rusland eller Tyrkiet vil have dem med. Alle i området vil holde dem ude. Heller ikke den danske regering har gjort noget seriøst for at få dem med til forhandlingsbordet. Så det er afgørende at presse på for at få brudt den isolation, selvstyret i Rojava står i.
Derfor er det også vigtigt at besøge området. Det er meget værdsat. Jeg blev modtaget på allerhøjeste niveau, fordi de oplever, at der er nogle, der vil være med til at bryde den isolation, de står i. De vestlige lande skal lægge et politiske pres på Tyrkiet. Tyrkiet skal ikke præmieres for at have invaderet et andet land. De skal tvinges til at trække sig tilbage.
Jeg besøgte kirkegårde, hvor der ligger unge kvinder, mænd, kristne, arabere, ateister, kurdere, muslimer, der alle har ofret deres liv i kampen mod Islamisk Stat. Men noget af det, der gjorde stærkest indtryk på mig, var mødet med de unge assyriske kvinder fra den kristne kvindemilits. En af dem sagde:
– Vi er 100.000 i det her område. Vi kæmper grundlæggende nøjagtig den samme kamp som kurderne. En kamp mod etnisk udrensning. Forskellen mellem os og kurderne er blot, at de er mange millioner. Vi er kun 100.000. Hvis vi først er væk, så kommer vi aldrig tilbage til det her område, hvor vi har boet i næsten 2000 år. For os vil det være enden. Det bliver ikke bedre af, at det er lettere at få asyl i Europa og USA, når man er kristen, end hvis man er muslimsk kurder. Får vi ikke noget hjælp, så er der mange af vores folk, der vil vælge at flygte. Men vi ønsker ikke hjælp til at flygte. Vi ønsker hjælp til at blive.
Støt den danske indsamling til Kurdisk Røde halvmåne her.
Denne artikel er skrevet, før Corona-udbruddet ramte Rojava, hvor myndighederne med begrænsede ressourcer forsøger at beskytte civilbefolkningen. Endnu et argument for direkte humanitær hjælp til Rojava nu!